Carlsberg-rival lurer på at købe større luns af indisk bryggeri
Det hollandske bryggeri Heineken lurer på at øge sin position på det indiske marked, hvor det blandt andet konkurrerer med Carlsberg.
Det skrev det indiske medie CNBC TV18 juleaften på baggrund af anonyme kilder.
Det indiske medie skriver - med henvisning til anonyme kilder - at Heineken er i dialog med banker med henblik på at øge sin ejerandel i bryggeriet United Breweries, hvor det i forvejen sidder på 46,6 pct. af aktierne.
Ifølge CNBC TV18 lurer Heineken på at købe 10-15 pct. yderligere. Dermed vil Heineken kunne blive majoritetsaktionær.
- De vil ikke kun styrke deres aktiepost, men også sikre sig et bedre greb om ledelsen og en større repræsentation i bestyrelsen, siger en anonym kilde til CNBC.
Heineken har ikke ønsket at kommentere historien, med henvisning til at bryggeriet aldrig kommenterer rygter. United Breweries har i en meddelelse oplyst, at det ikke har kendskab til historien og kilden og ellers ikke har nogen kommentarer.
/ritzau/FINANS