Erhverv
BREAKING

Topdanmark mindsker tab på stressepidemi

Topdanmarks tiltag mod stress hos firmakunderne består blandt andet i et "sundhedstjek", som er et spørgeskema til medarbejderne. Foto: Colourbox Foto: Colourbox

Topdanmark har standset den voldsomme vækst af stressskader i løbet af de seneste år. Det er blandt andet et sundhedstjek hos firmakundernes ansatte, der har været med til at vende udviklingen, skriver Børsen.

De to pensionsselskaber PFA og Danica tabte samlet omkring 1,5 mia. kr. på stressskader i 2018, og tallet har været stigende igennem en årrække.

Men fra 2015 til 2018 har forsikringsselskabet Topdanmark haft et fald i andelen af stressskader.

Hvor 5,13 pct. af alle skader i sundhedsforsikringen i 2015 var stressskader, så var tallet i 2018 faldet til omkring 3,9 pct.

- Vi har et stort fokus på at forebygge og behandle stress. Og den indsats har vi set virke, siger Peter Hermann, der er administrerende direktør i Topdanmark, til Børsen.

Topdanmarks tiltag mod stress hos firmakunderne består blandt andet i et "sundhedstjek", som er et spørgeskema til medarbejderne. Spørgeskemaet kigger efter tidlige tegn på stress og undersøger, om der er tale om stress, angst eller depression.

Også PFA og Danica har indsatser imod stress.

Og det er godt, at de har det, vurderer Søren Andersen, der er indehaver af den uafhængige pensionsrådgiver Fpension.

- Det er bare ikke nok. Men hvis ikke de gjorde det, ville det bare se endnu værre ud, siger han til Børsen.

BRANCHENYT
Læs også