Erhverv

Antallet af nyetablerede selskaber styrtdykker

En lovændring fjernede sidste år muligheden for at stifte et iværksætterselskab med en kapital på kun 1 kr. Det har sendt antallet af nystiftede selskaber i frit fald og Danmark op blandt de dyreste lande i EU at etablere selskaber i. Det er et tab for iværksætteriet, lyder vurderingen fra flere parter.

Artiklens øverste billede
Det er blevet lidt sværere at være iværksætter, efter at man afskaffede muligheden for at lave iværksætterselskaber med en kapital på kun 1 kr. Her et billede fra en anden dansk iværksættervirksomhed, Endomondo. Foto: Mik Eskestad

En regelændring sidste år gjorde det væsentligt dyrere at stifte et nyt selskab i Danmark, og det har nu fået store konsekvenser for, hvor mange iværksættere der tør kaste sig ud i et erhvervseventyr.

Antallet af nyetablerede selskaber faldt næsten 16 pct. i december og omtrent 26 pct. i fjerde kvartal som helhed sammenlignet med de samme perioder i 2018. Det viser nye tal fra kreditanalyseselskabet Experian.

Faldet skyldes ifølge Experian og Dansk Erhverv i høj grad, at den forrige regering sammen med Dansk Folkeparti i april sidste år afskaffede selskabsformen Iværksætterselskab (IVS), som kun kostede 1 kr. at oprette.

Udviklingen er ifølge Dansk Erhverv, Dansk Iværksætterforening og lektor på Copenhagen Business School Troels Michael Lilja tegn på, at nogle iværksættere nu fravælger at starte ny virksomhed, fordi det er blevet dyrere.

»For os er dette en kæmpe katastrofe. Det, vi hører ude fra miljøet, er, at specielt mange af de nye grønne iværksættere, som ofte er unge eller under uddannelse, undlader at komme i gang,« siger Peter Joakim Kofler, bestyrelsesformand i Dansk Iværksætter Forening.

I alt blev der stiftet 4.316 færre nye selskaber i 2019 end året før, viser tallene.

Der var samlet set næsten 3.000 færre aktive IVS’er ved udgangen af 2019 end året før og næsten 7.000 færre end i midten af april, hvor muligheden for at stifte disse selskaber ophørte.

Man afskaffede IVS, efter at en rapport fra Erhvervsstyrelsen i 2018 bl.a. konkluderede, at selvom de havde en samlet omsætning på 5,2 mia. kr. og knap 5.200 beskæftigede, så blev de også ofte brugt til snyd med bl.a. moms. Erhvervsstyrelsen havde også svært ved at nå at tvangsopløse de mange nye selskaber, som ikke var aktive.

Fra 2014 til 2017 blev der ifølge Erhvervstyrelsen stiftet 41.877 iværksætterselskaber.

Ifølge Troels Lilja, der har forsket i brugen af de såkaldte 1-kroneselskaber i EU, skyldtes mange af overtrædelserne dog, at folk ikke vidste bedre.

»Svindel knytter sig ikke til selskabsformen, men til menneskene bag. Når de små selskaber begik regelbrud, så skyldtes det ofte manglende viden,« siger Troels Lilja.

Det er kun fair, at man som iværksætter skal have hånden på kogepladen.

Hans Kristian Skibby, erhvervsordfører for Dansk Folkeparti

Med et kapitalkrav på 40.000 kr. i et nyt anpartsselskab er Danmark i dag næstdyrest i EU efter Slovenien, viser hans forskning. Man kan til gengæld stifte selskaber for ingenting, eller hvad der svarer til 1 euro, i 16 EU-lande. Grønland har også holdt fast i iværksætterselskaberne.

»For mange iværksættere, der har brugt IVS, så gør 40.000 kr. en stor forskel,« siger Troels Lilja.

Dansk Erhverv vil helst have selskabsformen tilbage, men foreslår ellers at sætte kapitalkravet i et anpartsselskab til 15.000 kr. Det vil placere os i midten af feltet i EU, hvad angår kapitalkrav.

»Man afskaffede selskabsformen på et forkert grundlag. I stedet for at afskaffe selskabsformen burde man se på, hvordan man kommer snyderiet til livs. Når man kan finde ud af det i så mange andre europæiske lande, så er det underligt, at det ikke kan fungere i Danmark,« siger Jasmina Pless, chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Erhvervsordfører Hans Kristian Skibby (DF), der var med til at lave aftalen om at afskaffe selskaberne med den forrige regering, er dog stadig tilfreds med resultatet.

Han mener, at man ikke kan konkludere noget om iværksætteriets tarv ud fra et fald i antallet af nystiftede selskaber.

Han peger på Erhvervsstyrelsens rapport, der konkluderede, at omkring halvdelen af nye iværksætterselskaber ikke anmodede om registrering efter skatte- og afgiftslovgivningen, hvilket var tegn på, at de ikke var aktive.

»Vi ønsker ikke, at man kan oprette et selskab for en krone og så lægge en regning hos Erhvervsstyrelsen for at tvangsopløse det igen på 50.000 kr. Det er kun fair, at man som iværksætter skal have hånden på kogepladen,« siger Hans Kristian Skibby.

I stedet for at afskaffe selskabsformen, burde man se på, hvordan man kommer snyderiet til livs.

Jasmina Pless, chefkonsulent i Dansk Erhverv

Indehavere af et IVS har til 2021 til at omdanne det til et anpartsselskab. Men mange opstartsvirksomheder opererer ifølge Peter Joakim Kofler med en negativ egenkapital og skal derfor rejse mange penge for at undgå en tvangsopløsning.

Erhvervsminister Simon Kollerup har tidligere været åben for at hjælpe disse virksomhedsejere, så de ikke kommer i klemme. Men han nævner i et skriftligt svar til Finans ikke noget om at genetablere selskabsformen.

»Det er min klare holdning, at det skal være nemt og enkelt at drive en sund og ordentlig virksomhed i Danmark. Desværre viste iværksætterselskabsformen sig at åbne op for en masse snyd og svindel, som et bredt flertal i Folketinget ikke ville sidde overhørig. Derfor blev selskabsformen afskaffet,« skriver ministeren.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.