Erhverv

Millioninvesteringer i "skyen" skal være fundamentet for Simcorp

Softwarekoncernen Simcorp skyder millioner i nye software og serviceydelser til "skyen".

Softwarekoncernen Simcorp kommer i år til at skyde et millionbeløb efter at kunne levere software og serviceydelser i "skyen", og det skal være fundamentet for den fremtidige vækst hos selskabet.

Investeringen i at overgå til en cloud-baseret platform skal fremtidssikre den danske koncern, der leverer integrerede it-løsninger til nogle af verdens helt store kapitalforvaltere og kapitalejere, fortæller Simcorps administrerende direktør, Klaus Holse, i et interview med Ritzau Finans om selskabets seneste strategiopdatering.

Overgangen gør det nemlig muligt for Simcorp at indgå flere udviklingspartnerskaber med andre virksomheder, at få et større indblik i kundernes adfærd og ikke mindst at skabe et bedre fundament for, at selskabet kan løfte omsætningen per kunde ved at overtage flere og flere af de opgaver, der er forbundet med at bruge it-systemerne.

- Det er en relativt stor investering, vi laver i 2020 for at komme derhen. Det er det, der bliver fundamentet for alt, hvad vi skal lave i fremtiden. Der er eksempelvis ikke nogen, der i dag starter med at udvikle en PC-applikation. Det starter i cloud, og hvis vi ikke er med på den front, så bliver det i stigende grad svært for os at skabe det økosystem, som vi gerne vil have, siger Klaus Holse.

På nuværende tidspunkt driver Simcorp systemerne for omkring 25 af selskabets mere end 200 Simcorp Dimension-kunder, og den andel skal vokse. Simcorp Dimension er selskabets hovedløsning.

Ifølge direktøren er kunderne i højere grad begyndt at efterspørge, at softwareleverandøren ligeledes overtager ansvaret for eksempelvis at konfigurere deres systemer, opgradere dem til nyere versioner og gøre dem klar til eventuelle nye reguleringer for den finansielle sektor, så kunderne i stedet kan fokusere på deres kerneopgaver.

Det er det punkt, som selskabet selv kalder for "everything as a service" i den strategiplan, der blev opdateret i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal i november sidste år. Det betyder, at Simcorp vil fokusere på at udvikle og sælge integrerede og komplette løsninger til kunderne og ikke blot teknologi og værktøjer.

- Stille og roligt flytter mere og mere over mod, at det er noget de vil have, at vi laver og sørger for. Det bliver så meget nemmere for os, hvis vi er i en cloud-platform, for så har vi ét sted, hvor alle vores kunder er, og så kan vi opgradere systemerne der én gang for alle, siger Klaus Holse.

- Vi har mellem 50 til 100 pct. større omsætning på de kunder, hvor vi varetager driften af systemet, i forhold til de kunder der laver det hele selv, fortæller direktøren også, men vil ikke oplyse, hvad forventningen for omsætningen per kunde er generelt fremadrettet.

Udviklingen kommer altså til at betyde, at omsætningsvæksten i højere grad end tidligere vil være båret af mersalg ved hjælp af komplette løsninger til både eksisterende og nye kunder. Men den voksende mængde af opgaver vil ikke nødvendigvis kunne kategoriseres som "serviceomsætning" i regnskabet.

- I fremtiden tror jeg bare, at det bliver sværere at skille software fra service. Hvis man holder fast i definitionen af service som det, at vi konfigurerer systemet og holder det ved lige, så tror jeg ikke, at serviceomsætningen i sig selv bliver en væsentligt større del.

- Men omsætningen per kunde kommer til at vokse, da den samlede løsning, vi leverer til kunden, som vi kalder "everything as a service", indeholder flere indbyggede servicekomponenter. Ofte tænker man serviceydelser som noget, hvor der er mennesker involveret, men sådan behøver det ikke nødvendigvis at være, siger Klaus Holse.

- Et langt stykke hen ad vejen vil de services, som vi kan levere, måske være nogle, hvor der tidligere var mennesker involveret, men som er blevet automatiseret ved hjælp af software, fortsætter han.

Ambitionen med den nye strategi er at skabe langsigtet, tocifret årlig omsætningsvækst og en forbedret indtjeningsmargin.

Til sammenligning venter Simcorp at kunne fremvise en omsætningsvækst i lokal valuta på mellem 12-17 pct. og en overskudsgrad, EBIT-margin, i niveauet 25-28 pct. i årsregnskabet for 2019, der offentliggøres den 5. februar.

- At vokse omsætningen virker mere intuitivt rigtigt, hvis man siger, at man vil overtage flere og flere opgaver fra kunderne. Salget til hver kunde kommer til at blive større, og dermed bliver omsætningsvæksten mere naturlig. Men kan vi så også tjene penge på alle de stumper? Det siger den model, vi har sat op i forbindelse med strategiopdateringen, at vi godt kan, siger Klaus Holse.

- Det ved vi selvfølgelig først om nogle år, om vi reelt kan, men det ser ud til, at andre selskaber, som i dag leverer i cloud, kan. Microsofts indtjening er jo ikke faldet markant, på trods af at det har haft kæmpestore investeringer i datacentre og alt muligt andet, fortsætter han.

Ifølge direktøren vil der både være komponenter i den opdaterede forretningsmodel, som trækker indtjeningen ned, og andre elementer som omvendt vil trække indtjeningen op.

- Vi skal eksempelvis betale til Microsoft eller Amazon, hvis vi skal "hoste" systemerne for kunderne, for den datacentertid vi bruger. Det er tvivlsomt, om vi kan lægge 30 pct. oven i det, når vi sender regningen videre til kunderne. Vores forventning er, at den del stort set vil blive gennemfaktureret,

- Til gengæld vil der være nogle af de her servicekomponenter, som vi kan tjene flere penge på. Hvis vi kan automatisere noget, som kunden plejede at bruge fem ansatte på, så kan vi med stor sandsynlighed få en god margin på det - i hvert fald i en periode, siger Klaus Holse.

- Så jeg tror, at der er gynger og karruseller i det. Vores ambition er at vokse omsætningen med et tocifret tal hen over en periode på fem til ti år, og vi tror også godt, at vi kan øge marginen, fortsætter han.

Simcorp oplyste også i strategiopdateringen, at der vil være fluktuationer i både omsætningsvækst og profitmargin fra år til år som følge af timing af ordrer og investeringer. I 2020 kommer investeringsposten til at være en af de tungere, men planen er, at niveauet skal falde igen på et senere tidspunkt.

I 2020 har softwarekoncernen nemlig planer om at investere omkring 20 pct. af omsætningen i forskning og udvikling (R&D), og det mere end i de foregående år.

- I 2020 alene investerer vi nogle millioner ekstra. I de seneste år har vi investeret 18-19 pct. af vores omsætning i R&D, hvilket vi forventer at øge til 20 pct. i 2020. Med en omsætning på et godt stykke over 400 mio. euro kan man regne ud, at det er en væsentlig yderligere investering, siger Klaus Holse.

- Hvis du kigger på de store softwarevirksomheder, så ligger dem, der investerer mest i R&D - og dem vil vi gerne være en del af - på 13-14 pct. af deres omsætning. Vi skal nok komme ned på det niveau på et tidspunkt, men for at vi kan komme med på cloud, så mener vi, at vi har brug for lige at give investeringerne et hop i et år eller halvandet. Det er vejen frem, fortsætter han.

Simcorp regner med, at selskabet vil have gennemført mellem 66 pct. og 75 pct. af konverteringen til cloud, når 2020 når til vejs ende. I løbet af den første del af 2021 ventes konverteringen at være fuldt gennemført.

Kunderne får herefter omkring to år til at gennemføre ændringerne, og i 2023 vil Simcorp køre udelukkende på den cloud-baserede platform.

BRANCHENYT
Læs også