Erhverv

Boeing giver kæmpe rabatter på fly med flyveforbud

Store rabatter skal få flere selskaber til at købe Boeings 737 Max-fly. Flyene har bare stadig ikke flyvetilladelse.

A Boeing 737 MAX airplane takes off on its first test flight, Friday, Jan. 29, 2016, in Renton, Wash. (AP Photo/Ted S. Warren)

Boeing giver vilde rabatter for at få flyselskaberne til at købe de katastroferamte 737 Max-fly. Men man skal være optimistisk for at tro, at flyene får lov at gå i luften dette forår, skriver The Daily Telegraph.

Flytypen 737 Max, som to gange styrtede ned på grund af en fejl i styresystemet, er Boeings bedst sælgende model.

Salget er dog gået ned ad bakke, siden flytypen fik flyveforbud efter andet styrt.

Det har fået Boeing til at give hidtil usete nedslag i prisen, mener flere eksperter.

I juni blev det britiske flyselskab IAG for eksempel tilbudt 200 fly til halv pris. Selskabet underskrev blot en hensigtserklæring om købet, og Boeing tilbyder desuden at stå for flyenes vedligeholdelse.

Ifølge sydamerikanske flyselskaber giver Boeing også rabat på små bestillinger, oplyser avisens kilder.

- Max-flyet er i et så vitalt markedssegment for Boeing, at alt er til forhandling. Rabatter, som normalt kun ses ved lanceringer og store ordrer, er sandsynlige, forklarer flyanalytiker Alex Macheras til The Daily Telegraph.

Luftfartsøkonom Chris Tarry har regnet ud, at Boeing står over for et tab på 1 mia. dollar, for hver måned der går, før flyene kommer tilbage på vingerne.

Boeing havde håbet at få flyvetilladelsen tilbage inden årsskiftet, men sagen ser ud til at trække ud. Flere af selskabets store kunder har taget deres 737 MAX-fly ud af sommerprogrammet, skriver The Daily Telegraph.

BRANCHENYT
Læs også