Erhverv

Toyota lancerer vanvittig fartbombe

Den rallyinspirerede Toyota GR Yaris byder på 261 hk og firehjulstræk, hvor du hurtigt kan skifte mellem for og bag alt efter vej og underlag.

Toyota GR Yaris har et karrosseri i kulfiber, hvor taglinjen er sænket 91 mm i forhold til en almindelig Yaris. Foto: Toyota Kabinen er lige så ultimativ som det ydre i den hårdtpumpede Yaris. Foto: Toyota Firehjulstrækket i den heftige model kan lynhurtigt skifte mellem træk på for- og baghjulene. Foto: Toyota

Husker du den heftige Toyota Yaris GRMN fra 2018, der med 212 hk og hårdtpumpede køreegenskaber satte den ellers fornuftige miniklassebil i et helt nyt lys?

Nu hæver de seriøse folk fra Toyota Gazoo Racing barren endnu en gang. Det sker med den helt nye GR Yaris, som bygger på nyeste generation af modellen, der først lander herhjemme efter sommerferien.

Modellen, der er udviklet sammen med rallyspecialisterne fra Tommi Mäkinen Racing, byder på hele 261 hk og permanent firehjulstræk, mens fordelingen mellem vægt og ydelse er bare 4,9 kg/hk. Den betyder, at den trecylindrede 1,6 liters turbomotor kan flytte bilen fra 0-100 km/t. på under 5,5 sek., mens topfarten er 230 km/t.

Letvægtsmaterialer

For at holde vægten nede er karrosseriet skabt med en taglinje, som er sænket 91 mm i forhold til en almindelig Yaris og bygget i kulfiber. Døre samt for- og bagklap er samtidig lavet i aluminium, og den samlede vægt lander på 1.280 kg.

Desuden er vejgrebet optimeret med bredere sporvidde og en ny platform med dobbelt wishbone-affjedring agterude, mens 18 tommer fælge sikrer vejgrebet.

Toyota GR Yaris

1,6 liters trecylindret turbomotor

Ydelse: 261 hk

Topfart: 230 km/t.

0-100 km/t.: 5,5 sek.

Pris: Ukendt

Firehjulstrækket er bygget op med en lynhurtig kobling samt to Torsen-differentialer, så der på ingen tid kan skiftes mellem 100 pct. forhjulstræk og 100 pct. baghjulstræk, mens bilens højre og venstre side samtidig holdes stabil, så der er en helt direkte kontrol med bilens håndtering.

Under normale omstændigheder kan fordelingen af trækkraften på for- og baghjul skifte mellem 60:40, 30:70 og 50:50, alt efter om bilen er sat op i almen sportsindstilling, snoede veje eller bane.

Håndbygget model

Den nye ultimative sportsmodel håndbygges på Toyotas fabrik i japanske Motomaci. Der foreligger ikke oplysninger om pris eller antal for modellen, der henvender sig til en smal målgruppe, men som er en del af en strategi om, at Toyota vil fremstå som et mere spændende mærke, der kan mere end bare at lave fornuftige familiebiler.

Yaris GRMN blev i sin tid kun konstrueret i 400 nummererede eksemplarer til Europa, hvoraf få kom til Danmark. Her måtte entusiasterne betale over 450.000 kr. per stk. Den nye GR Yaris bliver formentlig ikke billigere.

Lyt også til Jyllands-Postens bil-podcast ”Bilradio”.

BRANCHENYT
Læs også