Erhverv

Brødre har tjent 250 mio. kr. på it-firmaet Luxion

Claus og Henrik Wann Jensen har kæmpe succes med deres populære softwareprogram Keyshot, der skaber realistiske 3D-modeller af bl.a. biler og ure.

Claus Wann Jensen har grundlagt firmaet Luxion sammen med sin bror Henrik. Foto: Tobias Nørgaard Pedersen

Et brødrepar fra Harlev lidt uden for Aarhus har forvandlet et smart softwareprogram til en regulær pengemaskine, der har gjort dem begge til mangemillionærer.

Det skriver Børsen.

Programmet hedder Keyshot, og det er skabt af it-ingeniørerne Claus og Henrik Wann Jensen. De stiftede i 2003 firmaet Luxion, som står bag Keyshot, og firmaet vokser eksplosivt.

I et netop offentliggjort regnskab har Wann Jensen-brødrene bogført et rekordoverskud på 43 mio. kr. Samlet har Luxion tjent knap 250 mio. kr. siden begyndelsen, viser en gennemgang af firmaets regnskaber.

Og der er flere og større overskud på vej, lyder det.

»Vi kan ikke se, hvorfor det ikke skulle vokse, for behovet for visualisering stiger kun,« siger adm. direktør Claus Wann Jensen til Børsen.

Keyshot kan groft sagt genskabe alverdens ting på en computer, så billederne ligner en realistisk og mere lækker version af virkeligheden.

Det kan f.eks. være biler, ure eller computere, og kunderne i brødrenes firma tæller bl.a. Volvo, Porsche, Rolex, Facebook, Microsoft og Google.

Historien om brødrene Henrik og Claus Wann Jensen har nok kendte navne til at blive et eventyr af den store slags. Det hele tog for alvor fart, da Henrik Wann Jensen i 2004 fik en såkaldt teknisk Oscar for at have skabt den 3D-teknik, der blev brugt til at gøre Gollums hud realistisk i filmen "Ringenes Herre".

Siden slog brødrene sig sammen og skabte Keyshot, og ifølge Claus Wann Jensen findes der i dag ikke det hjem i Danmark, som ikke har en ting, der har været igennem brødrenes softwareprogram.

Claus Wann Jensen bor til dagligt i Aarhus, mens Henrik Wann Jensen er bosat i USA, hvor han forsker. De har hver især hhv. 51 pct. og 49 pct. af aktierne i Luxion.

BRANCHENYT
Læs også