Lars Seier opgiver firmaer på stribe

Milliardæren har skiftet investeringsstrategi og har det seneste halve år kvittet flere mindre investeringer til fordel for noget større.

Lars Seier Christensen har skiftet investeringsstrategi. Han er netop stoppet som medejer af endnu en iværksættervirksomhed.

Saxo Bank-milliardæren Lars Seier Christensen er ikke længere medejer af en fodboldapp.

Efter knap fire års ejerskab af Kiggit ApS har han nu afhændet sin andel på knap 25 pct. af virksomheden, der har lavet en social fodboldapp, hvor det også har været muligt at bette på fodboldkampe.

Lars Seiers exit i Kiggit er blot det seneste af en række farveller, den danske erhvervsmand har lavet det seneste halve år. Investeringer fra 2016 i virksomheder som CMThobby, Supervisual og Sparrow Quantum er også afviklet.

Årsagen er simpel. Lars Seier har skiftet investeringsstrategi og retter nu sigtekornet på langt større investeringer. Som medejerskabet af FC Københavns ejer, Parken Sport & Entertaintment, den nye danske toprestaurant Alchemist eller blockchain-projektet Concordium.

»Jeg leder i dag efter større investeringer i mere modne selskaber med proven models, som jeg tror kan udvikles - f.eks. Parken Sport & Entertainment - eller skaleres. Ingen regel uden undtagelse. Jeg kan sikkert fortsat blive fristet også af mindre, helt nye selskaber, men det bliver ikke i samme omfang som tidligere,« skriver Lars Seier Christensen i en mail ovenpå sit exit fra fodboldappen Kiggit.

I stedet for at holde fast i sine ejerandele i de mindre selskaber, vil Lars Seier altså nu give plads til, at selskabernes ildsjæle, oftest stifterne, finder nye investorer eller partnere.

Det skal der også ske nu i Kiggit, fortæller Jakob Hagemann. Han er stifter, adm. direktør og største aktionær i Kiggit, der har haft underskud fem år i træk.

»Vi er ikke lykkedes med den kommercielle del af forretningen. Nu har jeg så købt Lars Seiers anparter og kigger på muligheder for at omstrukturere virksomheden og vores forretningsmodel fremadrettet,« siger Jakob Hagemann.

BRANCHENYT
Læs også