Nyt virus fra Kina har spredt sig til USA
Det første tilfælde af det nye coronavirus er blevet registreret nær Seattle.
Myndighederne i USA har registreret det første tilfælde af det nye coronavirus, der er opdaget i Kina, nær Seattle i staten Washington.
Det oplyser Centers for Disease Control and Prevention, CDC, i en briefing til pressen.
Den smittede blev testet positiv for det nye virus i weekenden efter at have været indlagt på hospitalet med symptomer på lungebetændelse.
»Patienten rejste retur til USA fra Wuhan den 15. januar og søgte lægehjælp på et hospital i Washington, hvor han blev behandlet for sygdom. På baggrund af hans rejsehistorik og symptomer mistænkte lægerne, at der var tale om det nye coronavirus,« skriver CDC i pressemeddelelsen.
Ifølge nyhedsbureauet AP er manden i 30'erne og i »god, stabil tilstand« på hospitalet.
Ud over Kina er sygdommen også blevet registreret i Thailand, Japan og Sydkorea.
Mandag kom det frem, at virusset kan smitte fra menneske til menneske, men det er endnu uvist, hvor let virusset spreder sig mellem mennesker.
Flere kinesere er døde, og over 200 andre har fået lungebetændelse af det hidtil ukendte virus, som første gang blev opdaget i millionbyen Wuhan i den centrale del af Kina.
Udbruddet har fået lufthavne over hele verden til at screene rejsende fra Wuhan for symptomer på sygdommen, og det var på forhånd forventet, at sygdommen ville dukke op i flere andre lande.
»Flere tilfælde kan ventes i de kommende dage – i andre dele af Kina og muligvis i andre lande,« sagde WHO-talsmand Tarik Jasarevic mandag ifølge Ritzau.
Selv om flere eksperter stadig peger på, at "2019-nCov", som virusset officielt hedder, på nuværende tidspunkt ikke ser ud til at være nær så farligt som sars-virusset, har meldingen fra Kina ført til, at Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har indkaldt til hastemøde onsdag for at tage bestik af situationen.
Ved onsdagens møde i WHO skal eksperter fastlægge, hvorvidt virusset udgør en såkaldt international sundhedskrise.