Erhverv

Kina desinficerer lufthavne og indkøbscentre i kamp mod virus

I flere byer er beboere blevet opfordret til ikke at forlade byen, og besøgende bliver bedt om at holde sig væk.

Lufthavne, indkøbscentre og togstationer bliver desinficeret som et af tiltagene. Foto: Nicolas Asfouri

Dødstallet som følge af et nyt lungevirus i Kina er steget til ni personer.

Det oplyser Kinas Nationale Sundhedskommission onsdag.

430 personer er desuden bekræftet smittet med det ukendte og sarslignende virus, som der ikke findes en vaccine imod. Næsten halvdelen af de smittede har været i kontakt med andre smittede.

Sundhedsmyndigheden advarer om, at virusset kan mutere og sprede sig yderligere.

Virusset, der menes at stamme fra millionbyen Wuhan, har allerede spredt sig til andre byer i Kina - deriblandt hovedstaden Beijing og storbyen Shanghai.

Sundhedskommissionen mener, at kampen mod at inddæmme virusset er i en afgørende fase, siger en talsmand.

- Kommissionen har allerede truffet foranstaltninger for at sikre kontrol over situationen og forhindre udbruddet i at sprede sig, tilføjer talsmanden.

Lufthavne, indkøbscentre og togstationer bliver desinficeret som et af tiltagene.

Wuhans borgmester opfordrer indbyggerne til ikke at forlade byen og besøgende til at holde sig væk. Det sker for at mindske risikoen for yderligere spredning. Der bor omkring 11 millioner i Wuhan.

En række begivenheder i anledning af det kinesiske nytår er også aflyst i byen. Et populært tempel, som i 2019 tiltrak 700.000 turister, er desuden lukket, skriver nyhedsbureauet AFP.

Natten til onsdag dansk tid blev det første sygdomstilfælde i spillebyen Macau, der ligger tæt på Hongkong, desuden bekræftet.

Virusset har også spredt sig til Thailand, Sydkorea, USA og Taiwan. I Australien bliver en mand desuden holdt i isolation i sit hjem på mistanke om, at han er smittet.

De fleste af de smittede personer har opholdt sig i Wuhan inden for de seneste uger.

I Thailand er en fjerde person - en 73-årig kvinde - diagnosticeret med virusset. Hun rejste for nylig til Wuhan og begyndte at få feber efter hjemkomsten til Thailand.

Kvinden er placeret på en eneafdeling på et hospital uden for Bangkok, oplyser Thailands sundhedsminister onsdag.

- Vi kan kontrollere situationen. Der har ikke været tilfælde af overførsel af smitte mellem personer i Thailand, fordi vi spotter patienter, så snart de ankommer, siger sundhedsminister Anutin Charnviraku.

I flere lufthavne i Thailand er screeningen af passagerer, som ankommer fra Kina, skærpet. Forhøjet kropstemperatur, åndedrætsbesvær og hoste er blandt de symptomer, som der bliver holdt øje med.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, ser med så stor alvor på virusudbruddet, at den holder et hastemøde om det onsdag.

BRANCHENYT
Læs også