Erhverv

Vokser med lynets hast: Matas-rival ansatte to om ugen i 2019

Goodiebox tredoblede både antallet af ansatte, medlemmer og omsætningen i 2019. Nu står åbning i England og Frankrig på menuen.

Rasmus Schmiegelow og Nikolaj Leonhard-Hjorth, der her ses til henholdsvis venstre og højre, stiftede Goodiebox i 2012. Foto: Goodiebox

Man forstår godt, hvis Rasmus Schmiegelow er en smule forpustet.

For som topchef i kosmetikvirksomheden Goodiebox er der nok at se til.

Alene i 2019 tredoblede Goodiebox både antallet af ansatte og medlemmer til henholdsvis 150 og 150.000. Det svarer til, at Goodiebox gennemsnitligt ansatte to nye i virksomheden om ugen og samtidig kaprede knap 2.000 nye medlemmer ugeligt.

Tilsyneladende er 3 det magiske tal for Goodiebox, der også i fjor tredoblede sin omsætning og antallet af lande, hvor virksomheden er til stede. Omsætningen landede på omkring 180 mio. kr., mens Goodiebox nu er til stede i ni lande.

Men det skal ikke stoppe der, fortæller Rasmus Schmiegelow.

»I 2020 vil vi fortsætte vores vækstrejse ud i Europa og planlægger lige nu at ekspandere til England og Frankrig. Vi vil være den førende i Europa og ramme 300.000 medlemmer, når året er omme,« siger han og fortæller, at antallet af ansatte skal ramme 300 til nytår.

Han stiftede Goodiebox i 2012 sammen med Nikolaj Leonhard-Hjorth. Siden har de i ejerkredsen fået selskab af husbyggerfamilien Lind, it-milliardærfamilien Zibrandtsen og den succesfulde iværksætter Morten Strunge, der fungerer som Goodiebox’ formand.

Selskabets forretningsmodel består i en abonnementsordning, hvor medlemmerne månedligt modtager en ”goodiebox” med en række produkter. Medlemmerne har ikke kendskab til boksens indhold på forhånd, og hver måned byder dermed på nye overraskelser og produkter til selvforkælelse. Produkterne retter sig primært mod kvinder.

I 2019 udviklede Goodiebox sit eget skønhedsmærke kaldet Comme Deux. I år vil Comme Deux få følgeskab af flere nye egenproducerede skønhedsmærker.

»Vi får hver dag så meget ny data på, hvilke skønhedsprodukter der fungerer. Og det er en af vores helt store konkurrencemæssige fordele,« siger Rasmus Schmiegelow.

Selvom Goodiebox er vokset med lynets hast de seneste år, er virksomheden fortsat en underskudsforretning. Fire år i træk er det blevet til underskud. Senest 21,3 mio. kr. i regnskabsåret 2018/2019.

BRANCHENYT
Læs også