Erhverv

Fik investering i "Løvens Hule": Nu har designfirma tabt retssag

Torsdag var That's Mine med i Løvens Hule. Nu er det kommet frem, at virksomheden lige har tabt en sag i Sø- og Handelsretten.

Mette Neerup Mariager, der her ses i gang med at præsentere That's Mine i "Løvens Hule", har netop tabt en retssag om legemadrasser til børn. Foto: Per Arnesen

Torsdag viste iværksætteren Mette Neerup Mariager sine produkter fra design- og interiørvirksomheden That's Mine frem foran hele Danmark i "Løvens Hule" på DR 1.

Coolshop-millionæren Jacob Risgaard var imponeret og investerede sig til et ejerskab på 30 pct. af virksomheden. Nøjagtig som Kählers tidligere topchef Jesper Holst Schmidt har gjort.

Men nu er det kommet frem, at That's Mine for få dage siden har tabt en sag i Sø- og Handelsretten.

That's Mine havde anlagt sagen, fordi virksomheden følte, at dens rettigheder til nogle legemadrasser var blevet krænket. Det havde kostet virksomheden væsentlig omsætning, og derfor krævede That's Mine erstatning.

Men Sø- og Handelsretten var ikke enig i den betragtning, selvom der var tale om store produktligheder.

De sagsøgte blev frifundet, og That's Mine skal nu betale 50.000 kr. i sagsomkostninger.

Jacob Risgaard kalder dommen for meget overraskende.

»Vi er meget uenige i dommen, og vi overvejer at anke. Men det er en gammel sag, som vi formentlig ikke ønsker at bruge flere kræfter på og i stedet se fremad, da det tilsyneladende er spildte kræfter,« skriver han i en kommentar.

Ifølge Hannah Holm Olsen, varemærkechef i Patent- og Varemærkestyrelsen, kan det koste en virksomhed dyrt, hvis et design ikke er registreret og beskyttet ordenligt.

»Ved at registrere dit design kan man som virksomhed beskytte sit produkts udformning og udseende. Det er en måde at værne om din forretning og beskytte designets visuelle helhedsindtryk. Hvis du ikke undersøger, om dit design kan beskyttes, risikerer du at skulle trække dit produkt tilbage eller lave det om,« siger hun i en pressemeddelelse om That's Mines retssag.

That’s Mine valgte først at designbeskytte sine designs som registreret design, efter at virksomheden var blevet gjort opmærksom på de lignende produkter. Sø- og Handelsretten vurderede derfor, at det var de uregistrerede designs, der skulle tages stilling til i sagen.

»Du opnår beskyttelse som uregistreret design, så snart du offentliggør designet af dit produkt, men beskyttelsen af såkaldte uregistrerede designs er smallere end beskyttelsen af et registreret design. Den sikreste beskyttelse af dit design opnår du ved at registrere det, så snart du har dit design,« siger Hannah Holm Olsen.

Omdrejningspunktet i retssagen er nogle legemadrasser til børn, som That's Mine begyndte at sælge i 2017. Kort efter opdagede That's Mine lignende produkter hos en anden virksomhed, som den stævnede.

That's Mine håber nu med de nye investorer ombord at få gang i forretningen igen.

That's Mine laver design, interiør og møbler til børneværelser. Mette Neerup Mariager grundlagde det hele som en enkeltmandsvirksomhed i 2015. Men i sommeren 2019 stiftede hun et anpartsselskab, der først fik Jesper Holst Schmidt og siden Jacob Risgaard ind i ejerkredsen.

BRANCHENYT
Læs også