Erhverv

Storbritannien: Huawei ventes at få begrænset rolle i 5G-netværket

Den britiske premierminister Boris Johnson. Foto: Reuters

Storbritannien ventes delvist at følge USA's eksempel og godkende en begrænset rolle for det kinesiske teleselskab Huawei i landets 5G-infrastruktur.

Det indebærer et loft over Huaweis mulige markedsandel i Storbritannien, skriver Financial Times.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, er i løbet af de seneste dage blevet presset af hans amerikanske modstykke, Donald Trump, til helt at forbyde Huawei.

USA påstår, at virksomheden udgør en sikkerhedsrisiko i forhold til landenes indbyrdes deling af fortrolige efterretninger.

Ifølge Andrew Parker, der er chef for den britiske kontraspionagetjeneste, MI5, kan risiciene dog håndteres, hvis blot Huaweis rolle begrænses i det britiske telenetværk.

- Tænk, hvis vi besluttede at smide Huawei på porten af sikkerhedshensyn, mens vores egne sikkerhedsfolk ikke mener, at der er et problem. Hvordan ville det se ud ren juridisk?, udtaler en britisk embedsmand til Financial Times.

På trods af USA's gentagne advarsler er Huawei stadig en attraktiv udbyder for Storbritannien, da selskabet tilbyder en pris og et varesortiment, som få teleudbydere kan måle sig med.

Johnson-regeringen har derfor flere gange spurgt USA efter et alternativ til Huawei - dog uden held.

En endelig beslutning vedrørende Huaweis fremtidig rolle i Storbritannien tages tirsdag af det nationale sikkerhedsråd. Regeringen erkender dog over for Financial Times, at mulighederne er begrænsede set i lyset af USA's intense pres.

BRANCHENYT
Læs også