Erhverv

Milliardærfamilies tabsramte bolighus skifter topchef

Daells Bolighus har fået ny adm. direktør, der skal være med til at vende forretningen.

Kurt Daell og hans familie ejer Daells Bolighus, der nu har fået ny topchef. Foto: Carsten Andreasen Foto: Carsten Andreasen

Da Gert Sand i september 2015 blev topchef i underskudsramte Daells Bolighus, skulle han blot være en overgangsfigur. Indtil bolighuset fandt den rigtige adm. direktør.

Men først nu, mere end fire år senere, er Gert Sand stoppet som adm. direktør i Daells Bolighus. Det bekræfter Arne Gerlyng-Hansen, topchef i Harald Nyborg-koncernen, der driver Daells Bolighus og er ejet af milliardærfamilien Daell.

»Da vi satte Gert Sand ind i Daells Bolighus, skete det efter flere direktørskifter i 2015. Derfor besluttede vi i koncernen at tage over i en periode. Det var meningen, at det skulle være i en kortere periode. Men det varede indtil nu,« siger han.

Som Arne Gerlyng-Hansen henviser til, skiftede Daells Bolighus ud på topchef-posten to gange i 2015 forud for Gert Sands indtræden.

Gert Sand har sideløbende med jobbet i Daells Bolighus varetaget sit ”normale” arbejde som kommerciel direktør i Harald Nyborg. Det job skal han nu tilbage til på fuldtid, ligesom han indtræder i bestyrelsen hos Daells Bolighus.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at der har været underskud i Daells Bolighus i lang tid. Gert har dog fået trimmet forretningen, så den er i en bedre forfatning. Men i erkendelsen af, at der kan bruges nogle flere timer på direktørposten i Daells Bolighus, har vi nu fået en direktør ind på fuldtid. Det skal løfte forretningen det sidste stykke,« siger Arne Gerlyng-Hansen.

Manden, der skal løfte forretningen det stykke i Daells Bolighus, er Henrik Mathiesen. Han har det seneste år været salgschef i Daells Bolighus og har forud for det været mangeårig butikschef i Harald Nyborg.

»Henrik har været i koncernen i mange år og kender den. Samtidig har han gjort det godt som salgschef i Daells Bolighus det seneste år. Så han er den rigtige mand nu til at blive direktør,« siger Arne Gerlyng-Hansen.

Daells Bolighus har gennem mere end 10 år haft tocifrede millionunderskud, og det har tvunget ejerfamilien til at skyde frisk kapital i kæden gentagne gange.

Samtidig er Daells Bolighus-kæden begyndt at skrumpe i antallet af butikker.

Kæden er en del af Harald Nyborg-koncernen, der også tæller Harald Nyborg og Jem & Fix. Koncernen ejes af Kurt, Erling og Njal Daell, der tilsammen har en formue på omkring 3 mia. kr.

Kurt Daell afgav i slutningen af 2019 en større del af milliardimperiet til sønnerne Erling og Njal Daell, der nu ejer henholdsvis 50 og 20 pct. af koncernen. De restende 30 pct. af aktierne har Erling Daell. Han har dog til gengæld stadig stemmemajoriteten.

BRANCHENYT
Læs også