Erhverv

Faglig strid lukker sikkerhedskontrol i Københavns Lufthavn

De ansatte i sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn er utilfredse med, at 12 kolleger er blevet fyret.

Foto: Stine Bidstrup

Ingen eller meget få passagerer kommer onsdag morgen gennem sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn, da vagterne har nedlagt arbejdet.

Det oplyser deres fagforening til TV2.

Arbejdsnedlæggelsen skyldes ifølge faglig sekretær Ulla Thygesen fra Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Fagforening, at 12 ansatte er blevet fyret "på usagligt grundlag".

Pressechef for Københavns Lufthavn Kenni Leth oplyser til TV2, at man vil forsøge at holde enkelte spor i sikkerhedskontrollen åbne.

Men passagererne skal forvente "store forsinkelser".

- Jeg kan bekræfte, at der i øjeblikket er en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, siger han onsdag morgen til TV2.

Hverken Københavns Lufthavn eller vagternes fagforening kan fortælle, hvor lang tid der går, før passagererne kan komme gennem kontrollen.

Hvorvidt situationen har betydning for flydriften og vil føre til aflysning af afgange fra Københavns Lufthavn, er uvist.

BRANCHENYT
Læs også