Serier

Wall Street-investor forventer nulvækst i Kina

Formand for Evercore ISI, Ed Hyman, mener, at Kina kan se frem til nulvækst i første kvartal grundet coronavirus.

Corona rammer verden
Flere rejsende er blevet kaldt hjem fra Kina, der lige nu kæmper med virusudbrud, hvor over 34.000 indtil videre er blevet smittet. Foto: EDWARD WANG // Ritzau Scanpix

Udbruddet af en ny coronavirus, der først blev set i Hubei-regionen i Kina, har indtil videre kostet over 700 mennesker livet, mens over 34.000 er blevet smittet. Og det vil med sandsynlighed ramme Kina økonomisk. Det mener Wall Street-investor Ed Hyman.

Det skriver CNBC.

Virusudbruddet har lukket flere dele af Kina og landets produktion ned, mens de kinesiske myndigheder har valgt at indføre restriktioner på rejser i landet.

Flere fabrikker, flyselskaber og butikker har lukket ned i Kina som følge af smittefare. Det gælder bl.a. Apple, Ikea og Tesla.

Og netop derfor tror Ed Hyman, der er formand for investeringsbanken Evercore IS, at det vil true den økonomiske udvikling i Kina.

Kina, der ellers er kendt for at producere varer til virksomheder verden over, har aldrig set sig nødsaget til at sætte farten ned, og det kan altså ramme væksten.

»Vi har spået Kinas vækst til at ligge på nul for det første kvartal. Kina sænker farten, og det er noget, der bekymrer folk,« siger Ed Hyman til CNBC.

Efter handelskrigen med USA har Kinas økonomi i 2019 haft en vækst på 6,1 pct. i 2019. Den laveste vækst siden 1990.

Læs også