Erhverv

Air Italy indstiller driften

Air Italy, der er Italiens næststørste flyselskab, er trådt i frivillig likvidation efter store tab.

Air Italys fly bliver nu stående på jorden. Foto: PR/Air Italy

Italiens næststørste flyselskab, Air Italy, har indstillet driften og valgt at gå i frivillig likvidation.

Det skriver det danske branchemedie Check-In.

Air Italy havde et massivt underskud på 164,2 mio. euro i 2018, svarende til over 1 mia. kr., og tirsdag besluttede et flertal af aktionærerne at lukke selskabet.

Det er på trods, at Qatar Airways, der ejer 49 pct. af Air Italy, er uenig i beslutningen om at indstille driften.

»Qatar Airways var klar til fortsat at varetage sin rolle i at støtte væksten i flyselskabet, men dette ville kun have været muligt med alle aktionærers engagement,« lyder det i en pressemeddelelse fra Qatar Airways ifølge Check-In.

Qatar Airways købte sig ind i Air Italy i 2017 og har bistået med opbakning til Air Italy ved at frigive fly fra sin flåde til væksten i det italienske flyselskab og bistå ved bestilling af nye fly.

I de næste to uger vil alle Air Italy-flyvninger blive foretaget af andre flyselskaber. Men efter den 25. februar vil alle, der har købt en billet til et fly fra Air Italy, blive tilbudt ombookning eller fuld refundering.

Air Italy er fra 1963, er Europas 40. største flyselskab og råder over en flåde på 12 fly, der går til omkring 25 forskellige destinationer. Tidligere har Air Italy gået under navnet Meridiana.

BRANCHENYT
Læs også