Erhverv

SAS klipper omstridt reklamevideo om: "Der var intet galt med den"

Luftfartsselskabet skærer 2 minutter væk, men fortsætter kampagne, selv om budskab i kritiseret reklamevideo er blevet "misforstået".

Foto: Jens Dresling.
SAS

SAS har onsdag mødt kritik for en reklamevideo, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig stammer fra Skandinavien.

Flyselskabet trak efterfølgende videoen tilbage, men har nu udgivet en "kortere og klarere" udgave af videoen. Det oplyser SAS i en pressemeddelelse.

Dermed fortsætter SAS kampagnen, selv om videoens budskab ifølge selskabet er blevet "misforstået".

- Vi fortsætter nu den planlagte kampagne. Og vi håber, at den fremhæver kernebudskabet om, at rejser gør os rigere, skriver SAS i pressemeddelelsen.

I den første version begyndte videoen med en kvindestemme, der spurgte:

- Hvad er egentlig skandinavisk?

- Absolut ingenting, lød svaret.

I den nye udgave er blandt andet det prompte svar klippet ud, mens spørgsmålet består.

Den nye video, som SAS har lagt på sin Facebook-side, er 45 sekunder lang. Dermed har SAS skåret næsten to minutter af den oprindelige video.

Det vides imidlertid ikke, om det er den eneste nye udgave af videoen.

Flyselskabet oplyste tidligere onsdag, at det mente, at det har været udsat for et koordineret angreb på sociale medier. Og det er fortsat selskabets opfattelse.

- Mønsteret blandt kommentarerne og antallet af reaktioner på SAS' sociale medier indikerer, at kampagnen var udsat for et angreb.

- Vi kan ikke acceptere at blive en platform for værdier, vi ikke deler, skriver SAS.

Videoen nåede på Facebook at blive set flere end 550.000 gange, inden den blev fjernet.

I den omstridte video fremføres det, at intet stammer fra Skandinavien, men i stedet er hentet fra udlandet.

Videoen prøver at punktere forestillingen om en lang række ting, man ellers kunne forbinde med Danmark, Norge og Sverige.

Det gælder blandt andet, at demokratiet er fra Grækenland, rugbrød er tyrkisk, vindmøller er fra Persien, cykeltraditionen er lånt fra Tyskland, og lakrids er fra Kina.

SAS-videoen viser, at man bliver inspireret af at rejse ud i verden, og at man tager det med hjem, som man godt kan lide.

Ifølge SAS var der ikke noget galt med reklamevideoen, som luftfartsselskabet først trak tilbage og siden har klippet betydeligt ned.

Det understreger SAS' pressechef, Kristoffer Meinert.

- Vi synes ikke, der har været noget galt med den. Men vi kan bare se, at det budskab, vi gerne ville ud med, ikke er blevet forstået, som vi gerne ville have, siger han.

Pressechefen understreger, at SAS ikke fortryder noget af indholdet i den oprindelige udgave, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig stammer fra Skandinavien.

Videoen er igen tilgængelig på selskabets YouTube-kanal.

På Facebook er det derimod en næsten to minutter kortere version, som SAS har lagt ud. Den nye version fremlægger ifølge SAS budskabet "klarere".

- Det er, fordi vi kan se, at folk ikke har forstået det, vi gerne ville kommunikere. Det budskab, vi gerne ville have frem, er ikke kommet tydeligt frem, siger Kristoffer Meinert.

Han holder imidlertid fast i, at der altså ikke noget i vejen med den oprindelige version, selv om folk ikke forstod budskabet.

Hovedbudskabet i reklamen er ifølge pressechef Kristoffer Meinert, at rejser beriger os og Skandinavien, og at man i SAS er stolt af sit skandinaviske ophav.

BRANCHENYT
Læs også