Torm indblandet i brasiliansk bestikkelsessag
Rederiet Torm bliver nu trukket ind i en bestikkelsessag fra Brasilien, hvor A.P. Møller - Mærsk er under mistanke for via en mellemmand at have bestukket sig til lukrative kontrakter med oliegiganten Petrobras.
Det skriver Berlingske, der er i besiddelse af en fortrolig kontrakt.
Den kontrakt afslører ifølge Berlingske, at Torm også samarbejdede med den mystiske brasilianske agent, som ifølge politiets opfattelse alene oprettede sin virksomhed for at kunne fungere som en form for distributør af bestikkelsespenge.
Topfolk i Mærsk i København har ifølge Berlingske flere gange underskrevet kontrakter med den brasilianske agent Wanderley Gandra, der er mistænkt for siden at have brugt pengene fra Mærsk til at bestikke en direktør i Petrobras.
Torm udlejede tankskibet Torm Signe til Petrobras i en bestemt periode fra 2006 til 2009. Torm bekræfter over for Berlingske, at der er blevet overført penge til virksomheden Gandra Brokerage, som er ejet af agenten Wanderley Gandra.
Agenten skulle ifølge Berlingske beregninger have tjent omkring 2,3 mio. kr. på aftalen med Torm.
Torm kan ikke svare på hvor rederiet har overført penge til en agent, som ingen i shippingbranchen havde erfaring med. Torm beder i stedet Berlingske om at rette henvendelse til Mærsk.
A.P. Møller-Mærsk fik onsdag den 18. december ransaget sine kontorer i Rio de Janeiro og São Paulo af brasiliansk politi, hvilket skyldtes mistanke om svindel i forbindelse med shippingkontrakter for det statslige olieselskab Petrobras.
De brasilianske myndigheder har bekræftet over for Berlingske, at Torm også kan komme i politiets søgelys.
Mærsks bestikkelsessag drejer sig kun om Maersk Tankers, som A.P. Møller – Mærsk solgte i 2017 til A.P. Møller Holding, der er storaktionær i A.P. Møller – Mærsk.
/ritzau/FINANS