Erhverv

Mærsk-skib bordet af pirater ud for Nigeria

Skibet "Maersk Tema" er blevet bordet af pirater ud for Nigeria. Området er plaget af kidnapninger.

Et Mærsk-skib er blevet bordet af pirater. Skibet på dette billede har ikke noget med det at gøre. Foto: Bloomberg photo by Qilai Shen

Containerskibet ”Maersk Tema” er blevet bordet af pirater ud for Nigerias kyst. Det skriver shippingmediet Tradewinds.

Ifølge hjemmesiden MarineTraffic, der sporer skibe i hele verden, er Maersk Tema netop omkring Nigeria og sænkede omkring fredag morgen klokken otte dansk tid sin fart fra lige under 20 knob til nul.

Der er tale om et containerskib bygget i 2015 med en kapacitet på 5380 tyvefodscontainere.

Finans har været i kontakt med Mærsks pressechef, Signe Wagner, som oplyser, at der ikke er tale om selskabets skib, men derimod et containerskib, Mærsk har leaset hos et tysk selskab under Schulte-gruppen.

Hun henviser til det tyske selskab for yderligere oplysninger og bekræfter, at ingen Mærsk-ansatte opholder sig på skibet.

Ifølge det danske medie Shippingwatch bekræfter Schulte-gruppen hændelsen overfor Tradewinds.

»Vi kan bekræfte, at to motorbåde sejlede mod det BSM-styrede skib Maersk Tema. Besætningen fulgte beredskabsprotokollen. BSM har rapporteret denne hændelse til Guineas anti-piratrapportcenter og arbejder med alle relevante maritime myndigheder i regionen,« oplyser selskabet over for Tradewinds.

Området ud for Nigeria, Guineabugten, har det seneste år oplevet en betydelig stigning i antallet af piratangreb, hvor besætningsmedlemmer er blevet kidnappet.

»Vi må desværre sige, at vi over det sidste stykke tid har set en række alvorlige angreb og kidnapninger i Guineabugten og ud for Vestafrika,« sagde administrerende direktør for Danske Rederier Anne H. Steffensen til Ritzau i starten af februar.

»Det gør, at vi bliver bekymrede for vores søfolk. På ethvert givet tidspunkt har vi 30-40 skibe i området, så vi er selvfølgelig bange for at blive ramt.«

BRANCHENYT
Læs også