Erhverv

Deloitte køber dansk softwarefirma

Revisions- og rådgivningsvirksomheden forudser et boomende marked for cybersikkerhed, og køber derfor danske Draware.

Thomas Brun, chef for Risk Advisory i Deloitte, forventer stor vækst inden for rådgivning omkring cybersikkerhed. Foto: Deloitte. Foto: Deloitte

Deloitte vil opruste på et voksende marked for IT-sikkerhed og køber softwarevirksomheden Draware, der er specialiseret i cybersikkerhed. Det skriver Børsen.

Revisions- og rådgivningsgiganten har et mål om tocifret vækst inden for IT-sikkerhed, siger Thomas Brun, der er chef for Deloittes Risk Advisory, som tæller over 100 ansatte.

»Det er et område, der vokser, og det kommer til at fylde mere og mere af vores samlede forretning,« siger han til Børsen.

Draware omsatte for 40 mio. kr. i 2018. Prisen for handlen er ikke oplyst.

Rådgivning inden for cybersikkerhed er ikke det eneste område, hvor Deloitte forventer vækst.

Tidligere på året gik Deloitte sammen med tænketanken Kraka i en alliance, der handler om at sælge økonomisk rådgivning og analyser med strategi og kommercielt udsyn.

Til dette har Deloitte udviklet et helt nyt forretningsenhed, Deloitte Economics.

»Vi lever i en meget omskiftelig verden, som tvinger virksomheder, regeringer og kommuner til at overveje deres strategi. Men de har sjældent den ekspertise og den regnekraft, der kan give dem de analyser, de skal bruge. Det er den efterspørgsel, der vokser markant også i det danske marked,« forklarede Anders Dons, der er adm. direktør for Deloitte i både Danmark og Norden.

BRANCHENYT
Læs også