Erhverv

Konkurstruet mejerikæmpe reddet på målstregen

Verdens 11. største mejeriselskab, Dean Foods, har landet en aftale med Dairy Farmers of America (DFA), der overtager en stor del af virksomheden.

Dean Foods bliver efter planen er del af Dairy Farmers of America, som er verdens fjerdestørste mejeriselskab. Foto: AP Photo/Morry Gash

Dairy Farmers of America (DFA) – en amerikansk pendant til Arla – er blevet enig om at købe en »betydelig del« af verdens 11. største mejeriproducent, Dean Foods.

Det skriver CNN Business.

DFA er ifølge det amerikanske medie gået med til at betale 425 mio. dollars for Dean Foods’ leveringssystemer, 44 af selskabets forarbejdningsanlæg samt en række mindre aktiver.

»For amerikanske mælkeproducenter er det vigtigt at holde Dean flydende. Mælkeprocessoren er en betydelig kunde hos DFA,« sagde Rick Smith, administrerende direktør for DFA, i en meddelelse, ifølge CNN Business.

Forhandlingerne har fundet sted siden november, hvor Dean Foods anmodede om konkursbeskyttelse under de amerikanske Chapter 11-konkursregler, hvilket herhjemme svarer til en rekonstruktion.

Anmodningen kom efter en årrække, hvor salget af mælk i USA er styrtdykket, og priserne har bevæget sig i samme retning. Udviklingen skyldes til dels hård konkurrence, og at amerikanerne i højere grad efterspørger plantebaserede alternativer til mælk.

Før aftalen er endeligt i hus, skal den først forbi det amerikanske justitsministerium, som skal kigge opkøbet i sømmene og overveje farerne for monopoltilstande, skriver CNN Business.

Flere amerikanske mælkeproducenter er bekymrede for, at DFA opnår for stor magt ved opkøbet, da det andelsejede selskab kan få en dobbeltrolle i forhold til at afsætte mælk og selv styre forarbejdningen.

Dean Food omsatte i 2018 for 4,8 mia. kr. og aftager ca. en tiendedel af den samlede amerikanske mælkeproduktion. DFA sidder på ca. en tredjedel af USA’s marked for mælk og er verdens fjerdestørste mejeriselskab.

BRANCHENYT
Læs også