Erhverv

Børn nupper forældrenes lejlighed til underpris

Boligsalg til familiemedlemmer er populært, viser en analyse fra Spar Nord. Ifølge bankens cheføkonom skal årsagerne bl.a. findes i utidssvarende ejendomsvurderinger, der gør det til en god forretning at købe.

Prisstigningen på lejligheder i hovedstaden har de sidste ni år været på 49 procent, mens gennemsnitsprisen for familieoverdragede lejligheder kun er steget med 19 pct. Arkivfoto: Finn Frandsen

Antallet af bolighandler mellem familiemedlemmer er steget med 84 pct. siden 2011. Det viser en analyse, som Spar Nord har foretaget på baggrund af aktuelle tal fra Danmarks Statistik.

Stigningen gælder særligt antallet af ejerlejligheder, som er firedoblet i perioden. I 2011 blev der overdraget 565 lejligheder, mens der i 2018 blev handlet 2.286 lejligheder mellem familiemedlemmer.

Som årsager til fremgangen angiver banken bl.a. den generelle positive udvikling i det sidste tiår – og en stærkere økonomi, der betyder flere bolighandler. Men med til historien hører også de mange forældrekøb i landets store studiebyer, hvor lejligheder bliver solgt til børnene.

»Særligt de offentlige ejendomsvurderinger spiller en afgørende rolle. Ved en familieoverdragelse er det nemlig tilladt at sælge sin ejendom til 15 pct. under den offentlige ejendomsvurdering, men da de gældende ejendomsvurderinger blev udarbejdet helt tilbage i 2011, er der opstået en betydelig forskel mellem de offentlige vurderinger og den aktuelle markedsværdi, og det har øget incitamentet for familieoverdragelse,« udtaler cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm i en pressemeddelelse.

I de foreløbige tal for 2019 er tendensen, at de såkaldte familieoverdragelser er gået tilbage. I årets første tre kvartaler viser statistikken et salg på 1.298 lejligheder mod 1.453 i samme periode året før.

Ifølge cheføkonomen er der dog en god forklaring på nedgangen:

»Det hænger formentlig sammen med usikkerheden om de nye ejendomsvurderinger, som skulle være trådt i kraft sidste år, men blev udskudt.«

Med udskydelsen af ejendomsvurderingerne indtil anden halvdel af 2020 er der derfor fortsat mulighed for at handle familieoverdragede boliger til 15 pct. under niveauet og vurderingerne fra 2011, hvor lejlighedspriserne på landsplan var omkring 50 pct. lavere end i dag.

Spar Nords analyse viser desuden, at markedsprisen for boliger er vokset med 30 pct. i gennemsnit i de sidste ni år, hvor de familiesolgte boliger har haft en vækst på mindre end det halve.

Den store forskel ses i særlig grad på lejligheder, hvor den generelle stigning har været 49 pct., mens prisen for lejlighedshandler mellem familiemedlemmer kun er steget med 22 pct.

Med den forskel svarer det til, at f.eks. børn, der overtager en lejlighed fra forældrene i hovedstadsområdet, i snit sparer 1,4 mio. kr. i forhold til en almindelig handel til markedspris.

BRANCHENYT
Læs også