Erhverv

Vækst i strategisk forretningsben halter for Søren Skou: »Vi står på et bedre fundament nu«

På trods af forbedringer er A.P. Møller-Mærsk endnu ikke i mål med flere af sine løfter til investorerne. Der skal gøres mere, lyder det fra topchefen.

Den delvist Mærsk-ejede Port of Tanjung Pelepas i Malaysia. Foto: Leonora Beck

Det står sløvt til med at få den vigtige logistikforretning hos A.P. Møller-Mærsk til at vokse organisk.

Det erkender selskabets adm. direktør, Søren Skou, som udråber den manglende vækst til at være årsregnskabets sorteste plet. For hele 2019 stod den nærmest stille sammenlignet med 2018.

»Vi tjente godt nok 25 pct. mere, men jeg skal se mere omsætningsvækst på logistik og services,« lød det fra Søren Skou på et pressemøde i forbindelse med offentliggørelsen af selskabets årsregnskab.

Logistik og services er en af de vigtigste divisioner i forhold til Mærsks strategi om at blive en global logistikkoncern, som ikke kun fragter varer fra havn til havn, men fra dør til dør for kunderne.

»Vi har brugt rigtig meget tid på at få marginerne (i logistik- og servicedivisionen, red.) op, og vi har også skilt os af med noget forretning. Vi står på et bedre fundament nu, fordi vi nu har en bedre indtjening.«

En af Mærsks centrale målsætninger er, at selskabets forretninger på landjorden skal komme tættere på at udgøre halvdelen af rederiets indtjening i 2023.

Selv om indtjeningen i logistik og services er vokset, er Mærsk ikke kommet bare det mindste tættere på det mål. Både i 2018 og 2019 udgjorde den landbaserede forretning præcis 24 pct. af indtjeningen før af- og nedskrivninger, mens den havbaserede forretning stod for 76 pct.

Med talvise containerskibs-kunder inde i folden allerede kan det undre, at Mærsk ikke kan overtale flere til at købe logistikservices, mener Michael Field, analytiker i analysehuset Morningstar.

»Problemet for Mærsk er, at selskabet har sådan en bred kundeskare, og de har brug for en skarpt fokuseret strategi for at lokke kunderne på containerskibene til også at købe Mærsks logistikydelser. Vi har hørt en masse om vækst i logistikforretningen, men vi har ikke set en detaljeret handlingsplan,« siger han.

De fleste af os har lært en hel del på denne rejse - også ledelsesmæssigt. Der, hvor man kan lære noget, er for eksempel, hvordan man kommunikerer, så tingene går hurtigere frem for langsommere

Søren Skou, adm. direktør, A.P. Møller-Mærsk.

Hvis væksten ikke kan findes organisk, er der heldigvis andre muligheder at tage af. Søren Skou har flere gange sagt, at koncernen vil købe mere op, og onsdag offentliggjorde Mærsk et opkøb på 3,8 mia. kr. Det tilfører selskabet en god luns ekstra logistikforretning i USA i 2020.

»Det er et interessant køb, og det kommer til at hjælpe med at booste forreteningsbenet,« siger Michael Field.

Årsregnskabet viste fremgang flere steder, og Mærsk levede i det store og hele op til sine egne udmeldinger, men det bød alligevel på flere skuffelser. De finansielle resultater levede ikke op til det, analytikerne havde regnet med, og forventningerne til 2020 ligger også et godt stykke under det niveau, som kunne gøre analytikerne tilfredse.

Selvom det er gået fremad på flere punkter i Mærsk, er Søren Skou ikke helt tilfreds med udviklingen endnu.

Mens han glæder sig over stærke pengestrømme og en slankere balance, så er målet om et afkast på den investerede kapital på 7,5 pct. endnu ikke nået. I 2019 landede nøgletallet på 3,1 pct.

»Vi er ikke tilfredse endnu,« sagde Søren Skou.

Hvis man ser på de ting, som Søren Skou er mere tilfreds med, trækker pengestrømmene - og især det nøgletal, man får, når man dividerer pengestrømme med den investerede kapital - i den rigtige retning. I 2019 landede det på 9,3 pct. mod 2,8 pct. i 2018.

»Vi har leveret et utrolig stærkt cash flow. Det gjorde, at vi kunne fortsætte med at reducere vores gæld, som vi nedbragte med 3,3 mia. dollars. Det gør, at vi står utrolig stærkt og har firepower,« lyder det fra Søren Skou.

Ifølge topchefen er Mærsk også kommet »rigtig langt« i forhold til den digitale transformation, som selskabet er ved at gennemgå.

Hvis du fik lov til at gå tilbage til 2016 med den viden, du har nu omkring arbejdet med transformationen, er der så noget, du ville have gjort anderledes?

»Ja, det er der sikkert. De fleste af os har lært en hel del på denne rejse - også ledelsesmæssigt. Der, hvor man kan lære noget, er for eksempel, hvordan man kommunikerer, så tingene går hurtigere frem for langsommere. Men på trods af alle de bump på vejen, der har været, er vi sådan set ganske tilfredse med, hvor langt vi er kommet, når man ser det i et længere perspektiv.«

Mio. dollarsFY 2019FY 2019 (e)FY 2020 (e)FY 2018
Omsætning38.89039.23241.39339.257
- Ocean28.41828.59230.36528.366
- Logistics & Services5.9656.1436.3756.082
- Terminals & Towage3.8944.0554.2213.772
EBITDA5.7125.7615.8624.998
- Ocean4.3564.3994.4553.782
- Logistics & Services238257264191
- Terminals & Towage1.1071.1001173998
Res. af fortsættende aktiviteter5098341.085-755
Underliggende res. af fortsættende aktiviteter546798969-61
BRANCHENYT
Læs også