Erhverv

Mærsk er vendt 180 grader på børsen - nu dykker aktien

Aktierne i A.P. Møller-Mærsk har været ude på en rutsjebanetur af de større i dagens handel på børsen.

Foto: Christian Klindt Sølbeck

A.P. Møller-Mærsk har haft mere end svært ved at finde den rette kurs på børsen i dagens handel, efter at selskabet torsdag morgen offentliggjorde et årsregnskab, der bl.a. på flere punkter var svagere end analytikerne havde ventet.

Svaghederne i regnskabet blev i begyndelsen af dagen vekslet til kursstigninger, og en overgang lød de på mere end 4 pct.

Men nu ser det nu ud til at A- og B-aktierne har zigget og zagget sig til en retning i negativt territorium.

Per Hansen, der er investeringsøkonom hos onlinebørsmægleren Nordnet, forudsagde fra morgenstuden, at Mærsk stod til et kursfald.

Jeg betragter det som en klar fejlreaktion. Aktien burde være faldet og have fået en kurssnitter, som det også sker nu. 2020 bliver med meget stor sandsynlighed et meget svært år – med eller uden Coronavirus,« skriver han i en kommentar.

Efter små fire en halv time handler B-aktien i en kurs omkring 8282 kr. stykket, mens A-aktien ligger i niveauet omkring 7740 kr. stykket. Det svarer til et fald i omegnen af 3 pct. for begge aktier.

»Siden telekonferencen startede, er aktien faldet stille og roligt, og det kan måske skyldes, at ledelsen ikke har formået at give den nødvendige ro omkring de usikkerheder, der er forbundet med selskabets formåen med at få sendt brændstofregningen hundrede procent videre til kunderne,« siger Mikkel Emil Jensen, der er aktieanalytiker i Sydbank, til Ritzau Finans.

Årsregnskabet viste fremgang flere steder, og Mærsk levede i det store og hele op til sine egne udmeldinger, men tallene bød alligevel på flere skuffelser. De finansielle resultater levede ikke op til det, analytikerne havde regnet med, og forventningerne til 2020 ligger også et godt stykke under det niveau, som kunne gøre analytikerne tilfredse.

I forhold til udviklingen i år spiller især coronavirussen fra Kina ind.

»Jeg ville ønske, jeg ikke skulle give en guidance lige nu. Om en måneds tid har vi mere visibilitet,« lød det fra Søren Skou, adm. direktør i A.P. Møller-Mærsk, på et pressemøde i forbindelse med regnskabet.

I øjeblikket har Mærsk flere skibe »liggende i Asien«, fordi selskabet har fået aflyst flere afgange som følge af coronavirussen. Effekten af den potentielt dødelige virus har indtil nu fået Mærsk til at guide i retning af et driftsresultat (Ebitda) i niveauet omkring 5,5 mia. dollars og en »svag start på året«.

Forventningerne til driftsresultatet for 2020 var lavere, end analytikerne havde ventet, og det er samtidig lavere end driftsresultatet for 2019, som landede på 5,71 mia. dollars.

»Det er en smule svært at se, hvad der kommer til at ske. Det, der lavpraktisk er sket, er, at fabrikkerne har været lukket dobbelt så lang tid, som de plejer at være lukket i forbindelse med kinesisk nytår,« lyder det fra Søren Skou.

Hvis udviklingen holder dagen ud, vil aktierne være faldet med ca. 14 pct. siden nytår.

BRANCHENYT
Læs også