Erhverv

»Vi viser den danske model i sin stærkeste form«

Ansatte på transportområdet kan se frem til lønstigning, mere barselsorlov og flere penge på fritvalgskontoen.

Forhandlingerne har været gang i over en måned. Næste forhandling omhandler byggeriet. Her ses deltagere i den landsdækkende aktionsdag for OK20 (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
3F
DI

Fredag aften blev der indgået en aftale om ny overenskomst for transportområdet, der gælder frem til 2023.

Den treårige aftale omhandler især lønstigning og arbejdsmiljø for lagerarbejdere, havnearbejdere og chauffører.

»Det har ikke været nemt, og det er ikke noget, jeg siger per automatik. Fra DI’s side har vi insisteret på, at aftalen skal sikre virksomhedernes konkurrencedygtighed fremadrettet - ikke forringe den,« lyder det fra Lars Sandahl Sørensen, der er administrerende direktør i Dansk Industri, DI.

Han kalder forhandlingerne lange og beskriver, at begge parter mødt hinanden med bastante krav, der altså skulle være blevet imødekommet i den nye overenskomst.

Og ligesom med overenskomsten for industrien, der blev indgået for under to uger siden, så er der tilfredshed at spore hos begge forhandlingsparter på pressemødet lørdag.

»Vi står her i dag, fordi det er lykkes. Vi viser den danske model i sin stærkeste form. Aftalen er ansvarlig og fornuftig. Den giver mere fleksibilitet og enkelhed for medarbejderne,« siger Lars Sandahl Sørensen.

Månedslønnen skal stige mindst 1.500 kroner over de næste tre år for en 37-times arbejdsuge. Ifølge en pressemeddelelse fra 3F forlyder det, at der oveni kommer 700 kroner om måneden via forhøjelsen fra 4 til 7 procent til hver enkelt ansats særlige opsparing, der også kaldes fritvalgskonto.

I alt skulle det give en direkte lønstigning på 2.200 kroner om måneden plus gennemslag på pension og feriepenge. 3F Transport forventer, at det hæver reallønnen væsentligt de næste tre år

Jan Villadsen, der er formand for 3F Transport og har siddet ved forhandlingsbordet sammen med DI, siger også, at han er tilfreds med den aftale, der er indgået, da han mener, at den både er ansvarlig på lønområdet, men også sikrer bedre arbejdsvilkår for de ansatte på transportområdet.

»Det har været vigtigt for vores medlemmer, at der skulle gøre noget for arbejdsmiljøet, og der har vi fået lavet en række håndgribelige mål,« siger Jan Villadsen på pressemødet.

»Vi har kigget på lønnen udover den særlige opsparing, der stiger fra 4-7 pct. Vi har fået en stigning. Vi ville gerne have mere, men vi har fået en stigning, der er lavet med en god balance. Vi er sikre på, at vi har ramt det rigtige niveau,« siger han.

Transportområdet er en af de overenskomster, hvor lønnen aftales centralt, og der er mindre rum til forhandling lokalt. Overenskomsten på transportområdet danner derfor grundlag for øvrige områder, hvor der også er tradition for at forhandle lønnen centralt.

Aftalen for transportområdet, der er indgået mellem 3F og DI, løber frem til 2023. Den vil gælde for omkring 900 virksomheder, der samlet har 40.000 ansatte.

BRANCHENYT
Læs også