Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Flybranche nedjusterer forventninger som følge af corona

Flere store luftfartsselskaber har sat langdistancefly på jorden. Globalt set forventer man et fald i flytrafikken på 0,6 pct. i år.

Corona rammer verden
Singapore Airlines skærer ned på flyvningerne til og fra Danmark. Foto: PR

Mens der var en højere dødelighed fra sarsvirussen sammenlignet med corona, så rammer de meget omfattende restriktioner for at hindre yderligere spredning af smitte nu flyselskaberne hårdt i Asien, men i stigende omfang også i Europa. Det skriver branchesitet checkin.dk.

Fra den internationale luftfartsorganisation IATA (International Air Transport Association) lyder de dystre meldinger, at den globale efterspørgsel hos flyselskaberne i 2020 vil falde med 4,7 procent i forhold til en tidligere forventet stigning på 4,1 procent.

På globalt niveau vil der dermed blive 0,6 procent færre flyrejsende i 2020, hvilket er første år med tilbagegang i det samlede passagerantal, siden finanskrisen ramte i 2008 og 2009.

Ifølge bl.a. BBC beløber de økonomiske konsekvens for flyselskaberne sig skønsmæssigt i 29,3 milliarder dollars, hvilket svarer til lidt mere end 200 milliarder kr.

Langdistancefly på jorden

Ifølge Reuters har Lufthansa indtil videre sat 13 langdistancefly på jorden som følge af de midlertidige trafikrestriktioner. Samtlige flyvninger til Kina med Lufthansa, Swiss og Austrian er aflyst frem til den 29. marts, hvor vintertrafikprogrammet slutter.

Også SAS har været nødt til at tage to langdistancefly ud af drift indtil udgangen af marts, og her forventes et tab på op imod 150 millioner kroner.

Air France-KLM, der i sidste uge kunne præsentere selskabets regnskab for fjerde kvartal af 2019, har også regnet på, hvad corona-krisen vil kunne komme til at koste. Frem til april forventer den fransk-hollandske luftfartsgigant et tab på mellem 150 og 200 millioner euro, hvilket er mellem 1,1 og 1,5 milliarder kroner.

Mens flere af de europæiske luftfartsselskaber tager bestik af situationen i marts, har det nationale indiske flyselskab Air India allerede besluttet at forlænge suspensionen af flyvninger til nabolandet Kina med yderligere tre måneder til den 30. juni i år.

Virusfrygten har også ramt Singapore Airlines’ forbindelse mellem København og bystaten, som er blandt de lande med det højeste antal Covid-19-smittede uden for Kina.

Siden den 2. januar i år har Singapore Airlines fløjet dagligt mellem København og Singapore med Airbus A350-900, men fra maj vil selskabet fjerne fire rundture fra Singapore pga. faldende efterspørgsel.

BRANCHENYT
Læs også