Erhverv

Falck forbedrer driften, men taber stadig penge

Falck forbedrer indtjeningen, mens omsætningen står stille, viser nyt årsregnskab.

Foto: René Schütze

Den danske redningskoncern Falck har overskud på driften efter en omfattende turnaround. Det viser det årsregnskab, som Falck mandag morgen har offentliggjort.

I 2019 havde Falck et driftsoverskud på 729 mio. kr. mod 239 mio. kr. året før. Omsætningen stod stille og landede på 13,8 mia. kr.

»Vi afsluttede vores finansielle turnaround i slutningen af 2019. Kvaliteten af indtjeningen er steget og sammenlignet med året før var der kun minimale justeringer af driftsresultatet fra ikke-tilbagevendende poster. Årets driftsresultatet på DKK 729 mio. og en gældsfaktor på 2,46 bekræfter den succesfulde afslutning af vores turnaround. Noget som vi er meget stolte af,« siger topchef Jakob Riis.

Det er primært effektiviseringer, som har hjulpet til at forbedre Falcks indtjening. De seneste år har budt på spareplan og fyringer, men ifølge Jakob Riis skal der nu investeres »betydeligt« i nye aktiviteter.

Bl.a. i form af nye ambulancekontrakter i USA og Storbritannien.

»De opstartsomkostninger, som er relateret til disse aktiviteter, lægger et kortvarigt pres på indtjeningen men er nødvendige og et vigtigt skridt mod at stabilisere vores toplinje,« siger Jakob Riis.

Selvom Falck har forbedret sit driftsresultat kraftigt, kører koncernen stadig med underskud. Resultatet efter skat for hele 2019 var på minus 546 mio. kr.

Forventningen til regnskabsåret 2020 er, at Falcks driftsresultat forbedres yderligere, og at omsætningen lander på mellem 13,2 og 13,8 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også