Erhverv

ISS leverer driftsoverskud som ventet

Omsætningen landede på 78,5 mia. kr. og er på linje med forventningerne - udsigterne for 2020 er usikre efter cyberangreb og coronavirus.

Topchefen i ISS, Jeff Gravenhorst, kunne i sidste uge fortælle, at den danske servicekoncern var blevet ramt af et cyberangreb som betød, at selskabet måtte lukke ned for delte it-services på tværs af kontorer og lande. Foto: Stine Bidstrup

Selv om ISS nåede i mål med en overskudsgrad på 4,2 pct. efter nedjusteringen i november, så skuffer selskabet en smule med udsigterne for 2020.

Her venter ISS en overskudsgrad på "over 4,5 pct." Analytikerne havde sat næsen op efter en melding om omkring 4,9 pct.

Til gengæld leverede ISS en organisk vækst på 7,1 pct. mod de tidligere forventninger om en vækst i intervallet 6,5-7,5 pct.

»2019 var et blandet år. På den ene side fortsatte vi med at se fordelene ved vores strategiske fokus mod key accounts. Både med hensyn til en historisk stærk organisk vækst og forbedring af den underliggende frie pengestrøm. Vi vandt, forlængede og udvidede mange key accounts og gik ind i den største kontrakt i ISS’ historie med Deutsche Telekom. Men vi stod også overfor nogle lokale problemer. Det er en påmindelse om, at vores transformation endnu ikke er forbi,« siger koncernchef Jeff Gravenhorst fra ISS.

ISS nedjusterede i november forventningerne til 2019 på grund af en forsinkelse af de forbedringer, selskabet havde ventet i Frankrig og på grund af tabsgivende kontrakter i Danmark og Hongkong.

Resultatet i 2019 blev påvirket af reorganiseringen af forretningen i Frankrig og to tabsgivende kontrakter, hvor ISS har hensat i alt 150 mio. kr. til at imødegå tab.

Nettooverskuddet fra de fortsættende forretninger blev på 1.750 mio. kr. mod 2.281 mio. kr. i 2018. Faldet skyldes især en lavere driftsmarginal.

ISS meddelte i sidste uge, at man var blevet udsat for et cyberangreb, som ramte koncernens it-systemer mandag den 17. februar. Som en del af selskabets procedure lukkede ISS efterfølgende ned for sine it-systemer, hvilket var med til at isolere angrebet.

»Der er ingen tegn på, at angrebet har kompromitteret vores kundedata. Vi forventer, at vores økonomiske resultat i 2020 vil blive negativt påvirket som et resultat af angrebet, men vi er på nuværende tidspunkt ikke i stand til at sætte beløb på,« skriver selskabet i sit årsregnskab.

Derfor vil cyberangrebet, sammen med udbruddet af coronavirus, komme til at hænge som en sky over ISS-aktien, indtil selskabet kan uddybe konsekvenserne.

Forventningerne til 2020 om en organisk vækst på "over 4 pct." mod de 7,1 pct. i 2019 er nemlig uden de to nævnte faktorer.

»Forventningerne afspejler ikke de økonomiske virkninger, der er relateret til det annoncerede malware-angreb eller til coronavirus, da situationen stadig er for usikker til at vurdere på dette tidspunkt,« skriver ISS.

Overskuddet efter skat i 2019 landede på 1.371 mio. kr., hvilket var lavere end gennemsnittet af analytikerne havde forventet. Deres tal lød på 1.498 mio. kr.

Aktionærerne kan se frem til et udbytte på 7,70 kr. pr. aktie, hvilket er det samme beløb som for 2018.

BRANCHENYT
Læs også