Erhverv

NKT-chef: Vi har den højeste beholdning af højspændingsordrer nogensinde

Alexander Kara, adm. direktør i NKT. Foto: Carsten Snejbjerg

2019 forløb ikke som NKT havde håbet, men ordreindgangen giver anledning til optimisme. Det er budskabet fra administrerende direktør Alexander Kara, der kan konstatere, at resultaterne for 2019 lever op til de nedpræciserede forventninger fra november.

- Vores finansielle udvikling i 2019 var på linje med vores forventninger. Indtjeningen i NKT var dog på et for lavt niveau, og det var derfor tilfredsstillende, at vi modtog højspændingsordrer for over 750 mio. euro og endte året med den højeste beholdning af højspændingsordrer nogensinde, siger Alexander Kara ifølge årsregnskabet.

Ordrebogen udgjorde 1,37 mia. euro, og 1,21 mia. euro målt i standard metalpriser, ved udgangen af 2019 alene målt på højspændingskabler.

- Det er vigtigt for at kunne forbedre indtjeningen i de kommende år, hvor NKT er positioneret til at blive en nøgleaktør i det globale skift til vedvarende energi, siger Alexander Kara.

NKT venter i 2020 et operationelt driftsresultat, EBITDA, i kabelaktiviteterne på 40-60 mio. euro og en omsætning (std. metalpriser) på cirka 1,0-1,1 mia. euro.

I 2019 landede NKT en omsætning på 945 mio. euro og et EBITDA-resultat på 15,1 mio. kr.

I NKT Photonics forventes i 2020 en organisk omsætningsvækst på 5-15 pct. og en EBITDA-marginen på 15-18 pct.

EBITDA-marginen var sidste år på 19,6 pct. og den organiske vækst på 10 pct.

BRANCHENYT
Læs også