Erhverv

SAS lander underskud trods flere rejsende

På trods af næsten 100.000 flere kunder i første kvartal, kniber det fortsat med at få sorte tal på bundlinjen, viser nyt regnskab.

Arkivfoto: Jens Dresling

Selv om flere passagerer rejste med SAS hen over julen, har den skandinaviske luftfartsgigant stadig svært ved at omdanne de mange rejsende til et solidt overskud på bundlinjen.

Det viser det regnskab for første kvartal, der dækker perioden november - januar, som SAS har offentliggjort onsdag morgen.

Flyselskabet kommer ud af det skæve regnskabsårs første tre måneder med et minus på driften på 1.078 mio. svenske kroner, hvilket er markant mere end sammenlignet med sidste år. Her havde SAS et driftsunderskud på 605 mio. svenske kroner

Årets resultat viser et underskud på 861 mio. svenske kroner sammenlignet med underskud på knap 470 mio. svenske kroner sidste år.

SAS kan ellers fremvise vækst i omsætningen og antallet af passagerer. Toplinjen i første kvartal steg med knap 3 pct. til 9,7 mia. svenske kroner. Fremgangen i omsætningen var bl.a. båret af, at næsten 100.000 flere rejsende valgte at flyve med SAS sammenlignet med samme periode sidste år. Det svarer til en stigning på 1,5 pct.

Samtidig fastholder SAS forventningerne til året på trods af udbruddet af coronavirus i Kina, oplyser flyselskabet i regnskabet.

SAS har gennem februar og ind i marts aflyst sine flyvninger til Shanghai og Beijing som følge af udbruddet, hvilket i første kvartal kostede flyselskabet 200 mio. svenske kroner. Ruterne har årligt 250.000 passagerer.

»Hvis COVID-19-udbruddet (coronavirus, red.) begrænses og de aflyste flyvninger kun er i vintersæsonen, forventer vi, at det kun vil have en marginal påvirkning af indtjeningen,« skriver SAS i regnskabet.

SAS forventer for året som helhed at lande en overskudsgrad på mellem 3 og 5 pct., hvis påvirkingen af virusudbruddet ikke udvikler sig. I første kvartal viste overskudsgraden et minus på knap 8 pct.

BRANCHENYT
Læs også