Erhverv
BREAKING

Flybilletter sælges for samme pris som en kop kaffe

Krisen er total for flere asiatiske flyselskaber.

Flere flyselskaber har sænket priserne pga. coronavirussen. AP Photo/Eugene Hoshiko

Den dødelige coronavirus har fået store konsekvenser for en lang række flyselskaber - ikke mindst i Asien - hvor rejselysten er nærmest forsvundet.

Flere asiatiske flyselskaber dumper nu priserne på populære ruter i håbet om at overleve, mens coronavirussen raser. Det skriver Dagens Næringsliv.

Hos Kinas største lavprisselskab, Spring Airlines, koster en tre timers rejse mellem storbyerne Shanghai og Chongqing kun 29 yuan (28 kr.) inklusiv afgifter. Til sammenligning koster en kop kaffe i Starbucks 32 yuan.

Lavprisselskabet Vietjet Air sælger også billetter med store rabatter. En flybillet fra Bangkok til Hanoi koster under 15 kr. før afgifter, skriver Dagens Næringsliv.

Siden februar har cirka 70 pct. af alle flyvninger i Kina været aflyst. Det rammer en i forvejen presset luftfartsindustri.

SAS har normalt 12 forbindelser om ugen til Shanghai og Beijing, men selskabet har aflyst alle fly til og fra Kina indtil slutningen af februar.

Og i takt med at coronavirussen spreder sig yderligere - både i Østen og Europa - vil situationen for luftfartsselskaberne kun blive forværret.

»Hvis Italien kun er starten på en meget bredere tendens med smitte i Europa, kan man se, at det hæmmer efterspørgslen efter rejser i Europa,« siger Alex Irving, luftfartsanalytiker i investeringsbanken Bernstein.

Den internationale luftfartsorganisation, IATA, anslog i sidste uge, at coronavirussen kommer til at koste den internationale flyindustri op mod 200 mia. kr. Flyselskaber i Asien står til at tage langt størstedelen af tabet, men også europæiske flyselskaber står for skud. Ikke mindst fordi coronavirussen dukker op i flere europæiske lande.

»Det er hundedyrt for flyselskaberne at have deres indtjeningsmaskiner holdende på jorden,« siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.

Senest er det første smittetilfælde i Norge blevet konstateret. Antallet af nykonstaterede coronavirustilfælde var tirsdag for første gang højere uden for Kina end i Kina.

I Danmark er beredskabet opgraderet, så syv kaserner og seks sygehuse nu er klar til at modtage og eventuelt isolere coronapatienter.

BRANCHENYT
Læs også