Erhverv

Verdens største pengetank tjente 1.700 milliarder sidste år

Den stenrige norske oliefond kommer ud af 2019 med et historisk godt afkast på næsten 1.700 mia. norske kroner.

Billedet er et screendump fra nbim.no taget i efteråret 2019. Beløbet på billedet afspejler ikke fondens aktuelle værdi. Foto: Screendump fra nbim.no

Verdens største pengetank, den norske oliefond, kommer ud af 2019 med et historisk højt afkast.

Sidste år voksede fondens i forvejen bugnende pengekasse med 1.692 milliarder norske kroner, viser den årsrapport, som oliefonden har offentliggjort torsdag morgen.

Det er det højeste afkast nogensinde målt i kroner. Det svarer til et afkast på 19,9 pct..

»2019 har været et historisk godt år. Fremgang er drevet af positive afkast i alle de markeder og sektorer, som fonden investerer i,« siger Yngve Slyngstad, topchef i Norges Bank Investment Management, der styrer de mange oliemilliarder.

Oliefonden, som formelt hedder Statens Pensjonsfond Utland (SPU) og hører under Norges Bank, havde ved udgangen af året en samlet markedsværdi på 10.088 mia. norske kroner. Det svarer til ca. 7.380 mia. danske kroner.

Fonden nåede tilbage i oktober en historisk milepæl, da værdien for første gang nogensinde rundede mere end 10.000 mia. norske kroner.

Oliefonden, som blev etableret i 1996, har i dag 70,8 pct. af fondens aktiver investeret i aktier. 26,5 pct. er investeret i obligationer og andre værdipapirer, mens 2,7 pct. er investeret i ejendomme.

BRANCHENYT
Læs også