Erhverv

Orphazyme venter øget driftsunderskud i 2020

Foto: Michael Rosenfeld/picture-alliance/dpa/AP Images

Biotekselskabet Orphazyme leverede helt som ventet et stort underskud i 2019, og der er udsigt til et endnu større underskud i 2020, idet der sigtes mod at få lægemiddelkandidaten Arimoclomol på markedet i 2021.

Bundlinjen viste i 2019 et underskud på 337,5 mio. kr. mod 229,6 mio. i samme periode sidste år. Forsknings- og udviklingsomkostningerne steg til lige over 285,4 mio. kr. fra 196,5 mio. kr., mens administrationsomkostningerne blev løftet til 50,5 mio. kr. fra omkring 35 mio. kr.

Koncernchef Kim Stratton fremhæver, at 2019 har været et ekstraordinært år for Orphazyme, hvor selskabet har leveret i senfase forsøgene mod Niemann-Pic sygdom type C, sporadisk inklusionskropsmyositose og amyotrofisk lateral sklerose.

Koncernchefen fremhæver lægemiddelkandidaten Arimoclomol, hvor Orphazyme venter at indsende markedsføringsansøgninger i USA i første halvår 2020 og til EU i andet halvår 2020. Afhængig af myndighedernes timing og evaluering, så venter Orphazyme at nå markedet i 2021.

Kontantbeholdningen er ved udgangen af 2019 faldet til 124 mio. kr. fra 395 mio. kr. ved udgangen af 2018. Orphazyme har i februar 2020 gennemført en aktieudvidelse, der rejste cirka 745 mio. kr.

For 2020 venter Orphazyme at tabet på driften vil blive øget til 500-550 mio. kr. fra tabet på 336 mio. kr. sidste år og tabet på 231,7 mio. kr. i 2018. Kontantbeholdning ved udgangen af 2020 ventes at være på mere end 300 mio. kr.

Orphazyme udvikler Arimoclomol over for i alt fire sjældne sygdomme.

Ud over Niemann-Pick drejer det sig om muskelsvindlidelsen ALS, muskelbetændelsessygdommen sporadisk IBM og den arvelige Gauchers sygdom, der er kendetegnet ved, at enzymer, som nedbryder fedt enten ikke virker efter hensigten eller helt mangler.

BRANCHENYT
Læs også