Erhverv

Storbank: USA-selskaber får nulvækst i år

Goldman Sachs advarer i en ny rapport om, at coronavirus udraderer forhåbningerne om stigning i overskuddene i 2020.

Coronavirus nærmer sig betegnelsen en verdensomspændende epidemi, og det kan betyde nulvækst i indtjeningen for amerikanske selskaber i 2020, forudser Goldman Sachs. Arkivfoto

Den store amerikanske investeringsbank Goldman Sachs advarer i en ny rapport om, at amerikanske virksomheder »ikke vil være i stand til at øge overskuddene i 2020.«

Forudsigelsen er baseret på, at spredningen af coronavirus sandsynligvis bliver verdensomspændende, skriver CNN.

Senest har amerikanske selskaber som Microsoft, Priceline og Anheuser-Busch meddelt, at virussen vil ramme dem på indtjeningen.

Aktier over hele verden reagerer skrapt på truslen fra coronavirus og er faldet flere dage i træk. Faldene har samlet været på over 10 pct. og får dermed betegnelsen ”korrektion”.

Goldman Sachs skriver videre, at det kun bliver værre i den nærmeste fremtid.

»Forudsigelserne om økonomien i både USA og globalt er meget usikker på dette tidspunkt. En mere alvorlig pandemi kan føre til en længerevarende forstyrrelse af økonomien og en amerikansk recession,« skriver Goldman Sachs-analytikerne i deres rapport.

Desuden forudser de en alvorlig nedgang i Kinas økonomiske aktivitet, store forstyrrelser af forsyningskæderne (supply chains) og en højere grad af generel usikkerhed.

Læs også