Serier

Østrigske toldere konfiskerer 21.000 ulovlige mundbind

Med udbruddet af coronavirus har smuglere øjnet nye forretningsmuligheder. Under tjek af en tyrkisk rejsebus i den østrigske hovedstad fandt toldere mundbind, der ikke var sikkerhedsgodkendte.

Corona rammer verden
Toldere i Wien beslaglagde 21.000 ulovlige éngangsmundbind på vej fra Tyrkiet mod Tyskland og stor fortjeneste. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Da en rejsebus fra Tyrkiet i torsdags blev vinket ind til siden af toldere i den østrigske hovedstad Wien, fik de en usædvanlig fangst.

Blandt 25 kilo kød, 1.200 cigaretter og forskellige andre beslaglæggelser var der nemlig også 21.000 éngangsmundbind.

Det skriver Østrigs nationale public service- og medievirksomhed ORF.

De konfiskerede masker havde ingen CE-certificering, der påkræves for at måtte sælges i EU. Og uden CE-mærket er der ingen garanti for, at produktet lever op til EU’s retningslinjer og sikkerhedskrav.

»Der blev heller ikke fundet andre tegn på, at det var godkendte medicinalprodukter,« lød det lørdag i en meddelelse fra det østrigske finansministerium.

Bussen med fire chauffører og passagerer var på vej mod Tyskland og havde tidligere været i søgelyset i forbindelse med smugling.

Med den aktuelle efterspørgsel på ansigtsmasker og mundbind taget i betragtning på grund af coronavirus, er vurderingen fra finansministeriet, at maskerne ville kunne have indbragt mindst 50.000 euro, hvilket svarer til næsten 400.000 kr.

I forhold til til de beslaglagte produkter lyder det fra toldmyndigheden, at de fraråder at bruge medicinalprodukter fra ikke-kontrollerede handelskanaler. Risikoen ved køb af disse varer skal ikke undervurderes, lyder det.

På grund af sygdomsudbruddet bliver maskerne i øjeblikket bl.a. udbudt til salg fra private på forskellige onlineplatforme.

»Disse smuglervarer skader både sundheden og det østrigske erhvervsliv. Vi vil ikke tillade, at snydere slår profit af den nuværende situation,« udtalte Østrigs finansminister Gernot Blümel ifølge ORF.

I alt uddelte tolderne i Wien bøder og afgifter for 4.000 euro – 30.000 kr. – til det tyrkiske rejseselskab. Kødet blev destrueret, og cigaretter samt masker inddraget.

BRANCHENYT
Læs også