Serier

Regeringen vil oprette fast tracks til import og eksport af varer

Ordningen forventes dog ikke være klar, når grænselukningen træder i kraft ved middagstid.

Corona rammer verden
Foto: Esben Nielsen

For at sikre, at der fortsat - og nemt - kan komme varer ind og ud af landet, når Danmarks grænser lukker kl. 12, vil der blive oprettet såkaldte fast tracks i begge retninger for lastbiler, der skal passere grænseovergangene.

Det er i hvert fald en forsikring Dansk Industri (DI) har fået fra Rigspolitiet, siger Michael Svane, branchedirektør for transport og infrastruktur i DI.

»Det er helt afgørende for virksomhederne og det danske samfund, at grænserne er åbne for lastbiler. Politiet har lovet, at lastbiler smidigt vil kunne passere grænsen ind og ud af Danmark. Det tager vi meget positivt i mod,« siger Michael Svane.

Ifølge branchedirektøren er det afgørende for forsyninger til Danmark og produktion i virksomhederne, at grænserne holdes åbne for varer, mens de i så vidt muligt skal være lukket for coronasmitte.

»Danske virksomheder eksporterer langt den største del af deres produktion. De vil blive udfordret nu, hvor flytrafikken lukker ned. Derfor er det endnu mere vigtigt, at landegrænserne er åbne for varetransport,« siger han.

Michael Svane opfordrer derfor til, at regeringen og de relevante myndigheder kommunikerer klart og endtydigt, at de danske grænser er åbne for varer.

»Vi kender til virksomheder, som har været udfordret, fordi udenlandske kunder troede, at de ikke kunne modtage varer fra Danmark,« siger Michael Svane.

Til Ritzau oplyser branchedirektøren, at ordningen ikke være klar, når grænselukningen træder i kraft ved middagstid. Det har Rigspolitiet oplyst til DI.

Han forventer dog, at det vil komme på plads i løbet af lørdagen.

»Det vil være enkelte grænseovergange, som er åbne for gennemkørsel. Bliver presset for stort, er myndighederne indstillede på at åbne andre overgange,« siger Michael Svane til Ritzau.

Han understreger samtidig, at varetransporten under alle omstændigheder vil være udfordret det næste stykke tid.

»Jeg tror ikke, vi har noget, der kan minde om en hverdag, selv om vi har fået lastbiltransporterne friholdt. Men vi har i hvert fald fundamentet og en garanti for, at vi kan opretholde lastbiltransporten i det nødvendige omfang, og det er vi rigtig glade for,« siger han til Ritzau.

Statsminister Mette Frederiksen meddelte fredag aften, at de danske grænser foreløbigt vil være lukket frem til 13. april.

BRANCHENYT
Læs også