Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Kaotiske scener i mange lufthavne: Folk nyser og hoster i timelange køer

De øgede screeninger af folk, der ankommer fra Europa, giver rejsekaos i USA. I andre lande er der også udfordringer.

Corona rammer verden
I den internationale lufthavn i Marrakesh i Marokko var der lørdag kaos, efter at landet annoncerede, at man lukkede grænserne til Europa. Video: Reuters

Verdens lande har på stribe indført rejserestriktioner, lukket grænserne i større eller mindre grad og bedt deres egne statsborgere om at komme hjem - hurtigst muligt, men i god ro og orden, som det hedder fra de danske myndigheder.

Alt sammen som et led i at bekæmpe coronavirus globalt.

Samtidig har USA iværksat et indrejseforbud for ikke-amerikanske statsborgere, der ankommer fra Europa og indført screeninger af alle tilrejsende.

Disse meldinger har skabt store udfordringer i verdens lufthavne, hvor rejsende nu klumper sig sammen for at komme hjem fra deres destinationer eller står i tætte køer for at blive screenet inden indrejse.

Flere amerikanske medier skriver, at der er opstået "flaskehalse" i mange store lufthavne, hvor folk står tæt for at gå igennem de obligatoriske screeninger, før de må komme ind i landet. Ifølge Washington Post skal man forvente at stå i kø i op mod seks timer, hvis man er rejst ind i USA med fly fra Europa.

I løbet af natten til søndag dansk tid har mange på de sociale medier delt billeder af proppede ankomsthaller med hundredevis, hvis ikke tusindvis, af mennesker stimlet sammen på et lille areal for at afvente at måtte returnere til USA.

»Folk er bekymrede,« lyder beskeden fra flere brugere, som også beretter om, at folk både »nyser og hoster i køerne«.

Nogle opfordrer endda, på trods af myndighedernes anbefalinger, rejsende til at vente med at tage tilbage til USA for på den måde at forsøge at undgå kaosset og den høje smitterisiko ved ankomst.

Chicagos lufthavn, der er blandt de travleste i verden, skriver natten til søndag på Twitter, at rejsende skal »forvente ekstra ventetid«, fordi passagerer fra Europa skal igennem en screening.

I andre dele af verden er der lignende scener. Fredag meddelte det nordafrikanske land Marokko, at man stopper al transport til og fra Europa, hvilket ifølge nyhedsbureauet AFP straks skabte kaos i den internationale lufthavn i Marrakesh.

 

Og i San Juan i Puerto Rico var der lørdag også travlhed i den internationale lufthavn med køer både ved afgang og ankomst, skriver nyhedsbureauet AFP.

Danmark var et af de første lande, der annoncerede, at danskere i udlandet skulle komme hjem hurtigst muligt. Det skete fredag eftermiddag på et pressemøde. Lørdag uddybede Udenrigsministeriet så, at rejsevejledningen var skærpet på grund af frygt for, at danskere ville strande i udlandet, og ikke på grund af øget risiko for coronasmitte.

Beskeden fra de danske udbydere af rejseforsikringer er dog, at man i vid udstrækning bør flyve hjem på den oprindelige returdato, hvis hjemrejsen ligger inden den 20. marts.

»Hvis man har en billet hjem til og med den 20. marts, skal man bruge den. Der er mange, der gerne vil hjem, men vi vurderer, at den dato er inden for nærmeste fremtid og inden for den instruks, der er givet af regeringen,« sagde Trine Andrup, der er kommunikationschef i Gjensidige Forsikring, lørdag til Jyllands-Posten.

Hos rejsebureauet Spies arbejder man hårdt på at få de danske rejsende i udlandet hjem, men også herfra lyder meldingen om at rejse hjem ifølge den oprindelige plan i stedet for at haste hjem i panik.

»Hele verden prøver at trække deres borgere hjem, hvilket gør, at vi logistisk oplever store problemer i lufthavne med medarbejdere og fly,« siger Lisbeth Nedergaard, der er pressechef for Spies, til Politiken.

Københavns Lufthavn har, lige som de fleste øvrige europæiske lufthavne, i weekenden meldt om særdeles tommer terminaler, på trods af at man på grund af de danske rejserestriktioner er nødt til at paskontrollere alle indrejsende. 

BRANCHENYT
Læs også