Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

SAS lukker ned - stopper al flyvning fra Danmark og sender tusindvis af medarbejdere hjem

4.000 danske ansatte mister jobbet midlertidigt. Det skandinaviske flyselskab kæmper for at overleve.

Corona rammer verden
SAS er voldsomt ramt af konsekvenserne af coronavirus.

SAS indstiller stort set alle flyvninger, og op mod 10.000 medarbejdere sendes hjem.

I Danmark lukker selskabet 100 ruter, og kun indenrigsruten mellem Aalborg og København opretholdes med en stærkt reduceret fartplan. 4.000 ud af 4.200 danske ansatte mister jobbet midlertidigt.

Det er bl.a. regeringens beslutning om at lukke grænserne og Udenrigsministeriets anbefaling om ikke at rejse ud af landet, der fuldstændig har slået benene væk under det skandinaviske flyselskab. Forretningsgrundlaget er væk, og der er ingen anden udvej end at indstille aktiviteterne.

Rettelse: I første omgang skrev vi, at SAS fyrede en del medarbejdere. Det er ikke korrekt. De er sendt hjem midlertidigt, som det fremgår nu.

Nedskæringerne gennemføres allerede fra mandag og vil være gennemført i løbet af ugen, når aktiviteten er helt droslet ned. Det er uvist, hvornår flyene igen kommer på vingerne.

Koncernchef Rickard Gustafson er dog overbevist om, at SAS vil overleve.

»Når coronakrisen er overstået, vil vi have et levedygtigt SAS,« siger Rickard Gustafson.

Selvom SAS stort set indstiller sin virksomhed, så vil selskabet stadig have masser af omkostninger i de kommende måneder. Der er f. eks. store udgifter til leasing og afbetaling på fly, som fortsat skal betales. Det samme gælder en lang række andre udgifter. 

Ifølge Dansk Industri, DI, er dansk luftfart lammet nu.

»Udgifterne er store, og indtægterne er næsten ikke-eksisterende, så der er brug for målrettede initiativer, for at luftfarten og rejsebranchen kan overleve krisen på en god måde,« siger Michael Svane, direktør for Dansk Luftfart og DI Transport.

»SAS har nu sat virksomheden på pause. At lade sine fly blive på jorden er det værste, man kan tænke sig for et flyselskab,« siger han.

Han er glad for, at SAS og deres medarbejdere kan anvende den lønkompensationsordning, som regeringen præsenterede ved middagstid søndag.

»Det giver forhåbentlig SAS mulighed for at undgå fyringer og holde på sine 4.000 medarbejdere i Danmark, så selskabet kan genoptage aktiviteterne og blive fuldt funktionsdygtigt, når denne krise er overstået,« siger Michael Svane.

Ifølge Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, koster det SAS mellem 80 og 100 mio. kr. om dagen at have flyene parkeret på jorden. Alligevel vurderer han, at SAS ikke umiddelbart er truet på livet.

»SAS er ikke så tæt på afgrunden som andre flyselskaber, men det er en meget kritisk og helt usædvanlig situation,« siger Jacob Pedersen.

Han henviser til, at SAS ved det seneste kasseeftersyn havde 4,5 mia. kr. i kassen, så selskabet har noget at stå imod med.

»Men uret tikker, og det er mange penge, som SAS taber, og hvis det fortsætter, så vil kreditorerne på et tidspunkt begynde at stramme skruen.«

Jacob Pedersen vurderer derfor, at regeringerne i Danmark og de øvrige skandinaviske lande er nødt til at vedtage en hjælpepakke målrettet mod luftfarten.

»Ellers risikerer vi, når coronakrisen er overstået, at vågne op til en helt anden virkelighed i luftfarten, hvor der er langt færre muligheder for at flyve ud i verden, og tilgængeligheden til Danmark og det øvrige Skandinavien er meget mindre,« siger Jacob Pedersen.

BRANCHENYT
Læs også