Supermarkedschef skal berolige danskerne - og sikre påskeæg nok
Kom med ind i coronakrisens maskinrum: Hos landets største dagligvarekoncern arbejder topchef Per Bank og kolleger på højtryk med at holde dampen oppe i alle supermarkeder og discountbutikker.
»Vi bliver nødt til at tænke påsken ind nu. Danskerne kommer i år til at holde en hjemmepåske og vil dermed måske købe anderledes, end vi har set før. Det skal vi have bestilt varer efter.«
Mange emner er på bordet i løbet af den halvanden time, som krisestaben i Danmarks største dagligvarekoncern – med chefen Per Bank i spidsen - er samlet denne formiddag.
Den udgøres af topledelsen i Salling Group og andre udvalgte chefer. Under coronakrisen mødes de dagligt for at koordinere udviklingen i koncernen med 1.400 butikker og 50.000 ansatte i Danmark, Polen og Tyskland.
Salling Group – med kæderne Netto, Føtex og Bilka som de største aktiviteter - udgør sammen med de andre danske dagligvareselskaber en væsentlig brik i at sikre, at den aktuelle sundhedskrise om coronavirus ikke udvikler sig til en fødevarekrise.
Derfor arbejdes i denne tid tæt sammen med også konkurrenterne om at holde fart i alle forsyningskæderne. Det gælder desuden information til danskerne om, at de har dagligvarer nok til alle.
Hos Salling Group har den 52-årige Per Bank som koncernchef aflyst alle andre gøremål end at være ”kaptajnen på broen” i krisen. Det sker både i koncernens hovedsæde vest for Aarhus, besøg i butikker under krisen og så mere officielle opgaver. En af dem var, da han tirsdag eftermiddag var med i panelet ved et pressemøde, som Miljø- og Fødevareministeriet gennemførte i København.
Netop kontakten til myndigheder og regering var også på dagsordenen ved dagens møde for Salling Groups task force – krisestab. Per Bank har udnævnt logistikdirektør Nicolai Gradman som gruppeformand og mødeleder under coronakrisen. Koncernchefen er ved møderne selv mest lyttende til de input, som kommer fra kædechefer og kolleger i ledelsen.
»Det er vigtigt for mig, at de interne linjer kører. Så de, der har styr på driften, kører mødet, mens jeg kommer med mine input, hvor det er nødvendigt. Vi er i en situation, hvor vi på den ene side skal holde fart i alle butikker, og på den anden side har vi alle vores egne medarbejdere at tage hånd om. Desuden har vi en tæt dialog og koordinering med de andre i branchen, myndigheder, regering og andre,« fortæller Per Bank på vej ind til mødet.
Finans har fået lov at følge koncernchefen en del af denne arbejdsdag midt i coronakrisen. Det giver dermed også særadgang til hovedsædet, hvor mange ansatte er blevet bedt om at arbejde hjemme, og gæster ikke er velkomne for tiden.
I hverdagen er der ellers oftest fyldt op med biler på gæsteparkeringspladsen, da et stort antal sælgere og andre gerne vil byde sig til over for dagligvarekoncernen. Denne dag er den parkeringsplads tom. Helt tom.
Per Banks arbejdsdag blev indledt allerede tidligt om morgenen hjemme ved familien i Aarhus-forstaden Højbjerg med dagens første telefonopkald. Siden er det strømmet ind med mails, telefonopkald og sms’er, som han skal forholde sig til.
»Dette er en situation, som ingen af os har prøvet før. Og tingene udvikler sig hele tiden. Derfor er det vigtigt, at vi har tæt koordinering, så vi døgnet rundt er forberedte,« siger Per Bank.
Koncernchefen, der er uddannet produktionsingeniør, har siden 2012 været chef for Salling Group, der tidligere hed Dansk Supermarked. Tidligere i karrieren har han været koncernchef for Coop Danmark - og var i årene 2009-12 ansat i den britiske supermarkedsgigant Tesco.
Det er vigtigt, at jeg som chef ikke gemmer mig midt i en krise, hvor alle vores medarbejdere i butikkerne er i frontlinjen.
Med i sin task force har han ud over de ansvarlige for Salling Groups kæder og butikker også bl.a. indkøbsdirektør Viktor Jegesi, den HR-ansvarlige Louise Gade samt finansdirektør Anders Hagh.
De fleste deltager fysisk ved dagens møde, mens andre er med på telefon eller via en videolinje. Kun 10 personer må aktuelt være tilstede ad gangen i det store mødelokale. Samtidig rejses der aktuelt ikke mellem hovedsædet i Aarhus og Nettos kontor i Køge. Begge dele for at minimere smittespredning.
Derfor er eksempelvis Michael Løve, chef for Netto, med på video fra Køge, mens it-direktør Alan sidder i et videolokale i en anden del af Aarhus-hovedsædet, så kravet om 10 personer på samme tid overholdes.
Alvoren lyser ud af ansigterne på alle ved mødebordet, hvor de sidder spredt med en eller to tomme stole mellem sig. Normale jokes mellem kollegerne som optakt til møder er gemt helt væk. Alle sidder fokuseret og klar med deres noter på ipads og computere.
Logistikdirektør Nicolai Gradman indleder mødet med at bede alle give en status på, hvordan de seneste 24 timer er gået. Alle deltagerne har aftenen før og siden morgenstunden haft møder med deres egne organisationer for at samle info. Desuden koordineres på tværs mellem afdelingerne.
Det gælder ikke mindst om bestilling af varer og ordrer, så forsyningssikkerheden til butikkerne holdes i fart.
»Vi skal nok have lagt flere ordrer hos vores leverandører i Italien, da transporttiden stiger lige nu. Så vi bør nu lægge dobbeltordrer ind,« lyder meldingen fra indkøbsdirektør Viktor Jegesi.
Blandt dagens mange emner er også alt fra mulige indkøb af handsker til de ansatte, og hvordan det skal stoppes, at kunder stjæler opstillet håndsprit op ved flaskeautomater, til reduktion i udbuddet af rugbrødsvarianterne hos Føtex-bageren.
Fra kædedirektører – Nettos Michael Løve, Thor Jørgensen i Føtex-kæden og Mark Nielsen, chef for Bilka-varehusene - gøres status over dagens antal sygemeldinger blandt de ansatte. Det er stigende. Samtidig påpeges behov for at flytte medarbejdere fra butikker med lav aktivitet til andre, hvor der er travlhed.
»Vi er i gang med at rokere medarbejdere, hvor det kan lade sig gøre og nødvendigt. Desuden forbereder vi os på, at der kan blive behov for at hyre flere korttids-ansatte ind den næste måned. Samtidig er vi i gang med at tale om muligheden for i en periode at hyre flere bagere, slagtere og faglærte indenfor fødevarer. Det kan være folk, som er sendt hjem fra restauranter eller andet, der har måttet lukke i denne periode,« siger HR-direktør Louise Gade.
Hos Bilka er der også nu fokus på konceptet, hvor kunder bestiller varer online og afhenter dem pakket og leveret i bilens bagagerum. Mark Nielsen orienterer om, at der i dag dedikeres flere medarbejdere til at håndtere det i varehusene, da antallet af ordrer stiger hastigt.
Under gennemgangen af, hvilke varer der er mest pres på – ud over håndsprit som er udsolgt mange steder, vender flokken ved mødebordet og på de digitale linjer også, at den aktuelle krise kan trække ud. Her under netop hvordan påsken i april kan blive.
»Vi skal hurtigt have lavet estimater på, hvor meget påskeslik og andet, som skal købes ind,« lyder meldingen.
Per Bank nikker opbakkende og fastslår ved mødebordet, at det måske i år - efter hans mening - er bedre at have for meget på hylderne af den slags end for lidt.
Under mødet får koncernchefen travlt med både at lytte aktivt og samtidig koordinere vigtige beskeder på mobiltelefonen. Han lynindkaldes nemlig til bl.a. til et telefonmøde lidt senere med de andre chefer for landets dagligvarekæder. Desuden bliver han bedt om hurtigst muligt at drage mod København.
Han skal nemlig sammen med kollegerne - Peter Høgsted, Coop Danmark og Tomas Pietrangeli, Dagrofa - deltage ved et pressemøde, som fødevareminister Mogens Jensen og regeringen har indkaldt til tirsdag eftermiddag.
»Jeg får en medarbejder til at køre mig til København, efter krisemødet, så jeg kan deltage i pressemødet og berette, at der er mad nok til danskerne. Den opgave må jeg deltage i,« lyder meldingen fra Per Bank til kollegerne.
Under hele turen til København, hvor trafikken er væsentlig anderledes med færre biler på motorvejen end på en normal marts-tirsdag, bruger Per Bank tiden på i telefonmøder og -opkald.
Pressemødet aftales. Sammen med kollegerne samt fødevareministeren er budskabet der éntydigt fra Per Bank: Vi har mad nok styr på forsyningerne adskillige uger frem og op mod 2.700 dagligvarebutikker i Danmark. Så der er ingen behov for hamstring eller bekymring for danskerne i den sammenhæng.
Per Bank er en erhvervsleder, som for år tilbage ikke stillede sig mere offentligt frem end højest nødvendigt. De seneste år har han dog indtaget en også mere udadvendt og offensiv rolle. Det bl.a. i kraft af at Salling Group har ønsket en anden profil på markedet – med også fokus på nye værdier og ansvarlighed.
Per Bank er blevet yderst aktiv på det sociale medie LinkedIn med at profilere selskabets og egne aktiviteter. Det bruger han også i den aktuelle krise, hvor han under besøg i butikker optager en video med sig selv for at orientere om situationen og tiltagene. En video som lægges ud på netop sociale medier.
»Det er vigtigt, at jeg som chef ikke gemmer mig midt i en krise, hvor alle vores medarbejdere i butikkerne er i frontlinjen. De skal opleve, at vi i ledelsen går forrest og hele tiden tager også deres spørgsmål og sikkerhed alvorligt. Derfor har vi lavet en hotline, som de kan ringe til, og skruet op for den interne kommunikation. På samme måde, som vi har en opgave i branchen med at fortælle danskerne, at de kan stole på dagligvarehandlens forsyninger, skal vi også støtte vores medarbejdere bedst og mest muligt i denne krise,« mener Per Bank.