Erhverv

Kendt restaurantkæde har fyret alle ansatte

Mandag aften fik 300 medarbejdere en trist besked. Formanden kalder situationen »forfærdelig.«

Café Dalle Valle og Café A er to restaurant- og cafékæder, der slår sig op på at tilbyde mad og drikke til overkommelige priser. Foto: Anita Graversen.

De landsdækkende restaurantkæder Dalle Valle og Café A, der er stiftet og ejet af Susli Mustafa Bayram, har fyret samtlige sine medarbejdere.

Det bekræfter bestyrelsesformand Niels Rønnebech over for BT.

Mandag aften fik op mod 300 medarbejdere besked om, at de alle er fyret med øjeblikkelig virkning. Det sker som en konsekvens af coronapandemien, der har lukket samtlige af kædernes restauranter.

»Det er korrekt, at Dalle Valle og Café A ikke har nogen ansatte lige nu. Det er en forfærdelig situation for alle,« siger Niels Rønnebech til BT.

De to restaurantkæder er gået fra dagligt at omsætte for millioner til nu at omsætte for ingenting. Men de faste omkostninger er ikke forsvundet. Derfor har ledelsen måttet tage drastiske midler i brug i forsøget på at overleve.

Når man ikke har gjort brug af regeringens hjælpepakker og sendt medarbejdere hjem med støtte fra staten, skyldes det ifølge Niels Rønnebech, at man ikke ved, i hvor stort et omfang medarbejderne skal bruges igen, når coronapandemien er ovre.

Dalle Valle og Café A er to restaurant- og cafékæder, der slår sig op på at tilbyde mad og drikke til overkommelige priser. I dag er de to kæder repræsenteret over det meste af Danmark med næsten 30 afdelinger.

Men de er alle lukket som følge af regeringens påbud.

Selskaberne bag Dalle Valle og Café A, Bayramoglu Holding og Musavvir Holding, kom i seneste regnskabsår ud med et samlet underskud på 14 mio. kr.

De to selskaber havde en samlet egenkapital på 36 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også