Erhverv

Dagligvarekæmpe tager gamle dyder i brug i en krisetid

Coronakrisen får nu Dagrofa til at lancere et ny salgskoncept, hvor kunder kan ringe ordrer ind og få varerne leveret til døren.

Dagrofa, der bl.a. står bag Meny, Spar og Min Købmand, er klar med et nyt tilbud, hvor danskerne kan købe ind via telefonen. I første omgang omfatter løsningen 34 supermarkeder i det østjyske. Foto: Dagrofa PR.

Midt i coronakrisen tager supermarkedskæderne Meny, Spar og Min Købmand et nyt salgsvåben i brug: Gammeldags vareudbringning.

Indkøb via telefonen
  • Dagrofas tre største butikskæder, Meny, Spar og Min Købmand, er klar til at teste en ny service, hvor kunder kan ringe og bestille varer, der så leveres direkte ved døren.
  • Opkald sker til et call center, men varerne pakkes og bringes ud af den lokale købmand.
  • Betalingen sker via Mobilepay, og der betales 49 kr. pr. ekspedition uanset omfanget.
  • I første omgang testes konceptet i 34 østjyske butikker, men planen er hurtigst muligt at rulle tilbuddet ud i hele landet, hvor de tre kæder er til stede med ca. 250 butikker.

»Vi ser et akut behov for at hjælpe vores kunder endnu mere siden coronavirussens udbrud, og vi ønsker at gøre noget hurtigt,« siger Richo Boss, kædedirektør for de tre supermarkedskæder, der er ejet af dagligvarekæmpen Dagrofa.

Det er en service, som skal hjælpe vores kunder i disse tider, og vi forsøger at gøre det så let som muligt.

Kenneth Holmen Pedersen, kædedirektør i Meny

Løsningen er blevet konceptet ”Vi handler for dig”, hvor kunder kan ringe til et callcenter og bestille deres varer.

Herefter går bestillingen til det nærmeste lokale supermarked, der pakker og bringer varerne ud.

»Man ringer ind og bestiller f.eks. et rugbrød, et par liter mælk, salat og chokolade. Hvis vi så ikke har yndlingschokoladen, erstatter vi den med et alternativ. Det vil betyde, at indkøbskurven kan være lidt anderledes, end man regner med, og der håber vi selvfølgelig på en forståelse fra vores kunder,« siger Kenneth Holmen Pedersen, kædedirektør for Meny, i en pressemeddelelse.

Mange af Dagrofas kædebutikker tilbyder allerede lokal vareudbringning, men efterspørgslen på vareudbringning er på det nærmeste eksploderet de seneste to uger, lyder meldingen.

Derfor optrapper de tre kæder nu indsatsen med det nye tiltag, som indebærer, at der maksimalt går 48 timer fra ordren ringes ind, til varerne står ved kundens dør.

I første omgang vil ”Vi handler for dig” blive testet i 34 butikker i Østjylland. Bliver tiltaget en succes, er næste skridt at rulle tilbuddet ud til samtlige ca. 250 kædebutikker i Meny, Spar og Min Købmand.

»Det er en service, som skal hjælpe vores kunder i disse tider, og vi forsøger at gøre det så let som muligt,« siger Kenneth Holmen Pedersen.

Mens ordrer afgives på gammeldags manér via telefon, oplyser Dagrofa, at betalingen vil ske digitalt via Mobilepay, som i dag bruges af op mod 4,1 mio. danskere.

Dagrofa oplyser, at prisen pr. ekspedition bliver 49 kr., uanset hvor mange varer der bestilles.

BRANCHENYT
Læs også