Erhverv

Loppemarkedskæde lider: Tre butikker begæret konkurs

Flere butikker i loppemarkedskæden Takenow er de seneste uger blevet begæret konkurs som følge af skrantende økonomi.

Flere af Takenows butikker er blevet begæret konkurs. Foto: Lærke Posselt

Flere af loppesupermarkedskæden Takenows butikker rundt omkring i Danmark er i løbet af den seneste uger kommet under konkursbehandling. Det fremgår af en række dekreter offentliggjort i Statstidende.

Der er tale om tre butikker i henholdsvis Randers, Viborg og Næstved, der ikke har kunnet betale løn til deres medarbejdere af økonomiske årsager. Det fortæller boets kurator Lars Bentsen fra advokatfirmaet Innova.

»Det er tale om en række medarbejdere, som har indleveret begæringer mod de respektive selskaber, som har drevet Takenow-butikkerne på franchisebasis,« siger Lars Bentsen og tilføjer:

»Problemet er i bund og grund, at de har en dyr husleje og medarbejdere, og når de ikke kan sælge noget, kan de ikke løfte opgaven. Flere af dem har ikke været kapitaliseret fra dag ét. Selvom nogle af dem i et vist omfang vil være omfattet af hjælpepakker, så hjælper det ikke på likviditeten.«

Takenow skrev i et opslag på deres Facebook-side den 20. marts, at alle butikkerne i kæden undtagen én holdt lukket for at undgå smitte med coronavirus. Nu er alle, udover de konkursramte butikker, åbnet igen.

Finans har tidligere kunne berette, hvordan danske loppevirksomheder har været præget af dårlig økonomi - og det er ikke første gang, at flere Takenow-butikker bliver erklæret konkurs inden for kort tid.

Selvsamme skete sidste år, hvor franchiseafdelingerne i Sabro uden for Aarhus og afdelingen i Aalborg lukkede og slukkede til stor frustration for standlejerne, der ikke fik udbetalt pengene for deres salg.

Da butikken i Aalborg gik konkurs, forsvandt ejeren pludselig og lod tusindvis af varer stå spærret inde. Men ifølge kuratoren er der ikke tale om mistænkelige forhold i de nye konkurser, som er et resultat af økonomiske udfordringer, der vel at mærke kan være forstærket af coronakrisen.

Finans har forsøgt at få en kommentar fra franchisebutiksejerne for at få uddybet, hvad lukningerne skyldes, men det har ikke være muligt.

Takenow åbnede for kort tid siden sin anden butik i Aarhus og har i dag fem tilbageværende butikker i Danmark – fire i Jylland og en på Fyn.

BRANCHENYT
Læs også