Erhverv
BREAKING

Velhaverfamilie siger stop efter milliontab - 50 ansatte ryger

Velux-ejeren VKR Holding laver en delvis nedlukning af sit tabsramte solvarmefirma.

Arcon-Sunmarks solfangeranlæg i Silkeborg. Foto: Arcon-Sunmark

Ejerfamilien bag den danske vindueskoncern Velux har mistet tålmodigheden med sit tabsramte solvarmefirma Arcon-Sunmark.

Derfor bliver det meste af Arcon-Sunmark nu afviklet, og 50 medarbejdere mister deres job. Det fremgår af en pressemeddelelse.

»Ejerens vurdering, som jeg deler, er, at den økonomiske udvikling med de meget store tab, vi har set, er uholdbar, og at man derfor har været nødt til at tage konsekvensen,« siger adm. direktør Thomas Karst i pressemeddelelsen.

Arcon-Sunmark er ejet af den pengestærke Velux-ejer VKR Holding. Her lyder meldingen, at man efter grundige overvejelser ikke ser nogen grund til at lade solvarmefirmaet fortsætte som nu.

Målet er at sælge dele af virksomheden. Der pågår forhandlinger med interesserede købere, lyder det.

VKR Holding lever 100 pct. op til alle garanti- og serviceforpligtelser. De eksisterende solvarmeinstallationer vil således fremover blive serviceret på fuldstændig samme vis, som kunderne er vant til, så de 21 medarbejdere der er beskæftiget i serviceafdelingen fortsætter.

Arcon-Sunmark, der har speciale i storskala-solvarmeanlæg, omsatte tidligere for næsten en halv mia. kr. årligt, men de seneste to år er det gået gevaldigt nedad.

Samtidig har virksomheden på to år samlet haft 137 mio. kr. i underskud. Og da der ikke er udsigt til nogen særlig forbedring, har ejeren valgt at sige stop.

»Hos Arcon-Sunmark er vi kede af det, men vi kan kun respektere beslutningen og fokusere på at gøre vores bedste for kunderne og de berørte medarbejdere,« siger adm. direktør Thomas Karst.

Arcon-Sunmark har i omegnen af 70 ansatte og har hovedkvarter i Skørping. Cirka 20 medarbejdere i serviceafdelingen beholder deres job, fordi eksisterende solvarmeinstallationer fremover skal serviceres på samme vis, som kunderne er vant til.

Ejeren af Arcon-Sunmark, VKR, er et holdingselskab, som bl.a. ejer Velux og vindueskoncernen Dovista. Selskabet er familie- og fondsejet.

Den største aktionær er Villum Fonden, mens en stor del af stemmerne ligger hos familien, som er efterkommere af stifter Villum Kann Rasmussen.

Sidste år tjente VKR Holding 3 mia. kr. efter skat. Egenkapitalen i holdingselskabet er på 19 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også