Se listen: Disse store selskaber er bukket under for coronakrisen
Tøjkæden J. Crew blev den første store amerikanske detailkæde, der måtte kaste håndklædet i ringen og gik mandag i betalingsstandsning. Men det er ikke det eneste selskab, der allerede nu har lukket dørene i pga. coronakrisen.
Coronakrisen har presset en lang række virksomheder, der i forvejen havde småt med penge på bankbogen. Og selvom statslige hjælpepakker holder hånden under mange virksomheder, så vil der uundgåelig komme en bølge af konkurser i den kommende tid, vurderer flere økonomer.
En række amerikanske storbanker har allerede opjusteret deres forventninger til en konkursrate på mellem 12-20 pct. Størstedelen er selskaber, der allerede har en høj gæld eller dårlig kreditværdighed. Mens andre er blevet voldsomt ramt af den bratte opbremsning i efterspørgslen, som følge af den massive nedlukning af verdens økonomier.
Mandag meldte den store amerikanske tøjkæde J.Crew, at den havde søgt om konkursbeskyttelse med henblik på en rekonstruktion af selskabet, som i den amerikanske lovgivning hedder chapter 11 bankruptcy, hvilket svarer til de danske regler om betalingsstandsning.
Det blev dermed den første store tøjkæde, der bukkede under som følge af coronakrisen. Selskabet havde dog, ligesom mange andre fysiske detailbutikker, allerede inden coronakrisen problemer med økonomien. I de seneste år havde den opbygget en massiv gæld på 2 mia. dollars, som den altså nu ikke længere kunne honorere.
Ifølge Forbes er der allerede en række andre store selskaber, der har måttet lukke kassen i og søge om betalingsstandsning eller rekonstruktion som følge af coronakrisen:
Britiske Flybe blev det første flyselskab, der kollapsede og indstillede alle flyvninger 5. marts i år. Men også Virgin Australia, som er et af Australiens største flyselskaber med medstifteren Richard Branson, indsendte konkursbegæring i slutningen af april, efter at den australske stat afviste en statslig redningspakke.
Carluccio’s restaurantkæde lukkede 30. marts dørene i for dens ialt 73 restauranter i primært USA og Storbritannien, efter at begge lande lukkede ned for restauranterne som følge af coronavirusset.
Også delikatessekæden Dean & DeLuca har sendt konkursbegæring den 1. april. Den har i alt 42 butikker i USA.
Debenhams, der ejer Magasin i Danmark, har søgt om konkursbeskyttelse for anden gang inden for det seneste år.
De amerikanske restaurantkæder Bar Louie, Cosi og Krystal har indledt en betalingsstandsning i løbet af april.
Tøjfirmaerne True Religion, Nygard, MQ og Modell’s Sporting Goods har set omsætningen dykke så meget, at de ikke længere kunne holde butikkerne oven vande. Alle har mere end 500 ansatte.
Energisektoren er også hårdt ramt, og her er det indtil videre gået ud over Diamond Offshore Drilling, Foresight Energy, Hin Leong, Pioneer Energy og Whiting Petroleum.
Også et par teknologiselskaber har kastet håndklædet i ringen. Bluestem Brands, der ejer en række e-handelsplatforme, madudbringnings-app´en Foodora, det amerikanske cloud service firma Internap, OneWeb, en satelit start-up med støtte fra SoftBank, der har 74 satelitter i omløb, og ferieboligsøgemaskinen RentPath har søgt om konkurs eller betalingsstandsning ifølge listen fra Forbes.