Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Kendt mægler personligt konkurs ved en fejl

Peter Norvig har på kort tid måttet se sig selv gå personligt konkurs ved en fejl, ligesom to af hans selskaber er henholdsvis ophørt og sendt til tvangsopløsning. Endelig er han blevet direktør i ejendomsmæglerfirmaet Living Homes, der i øvrigt har fået nyt selskabsnavn.

Corona rammer verden
Peter Norvig blev i sidste uge erklæret personligt konkurs. Men konkursen er nu afværget.

Den kendte ejendomsmægler Peter Norvig, der engang købte Danmarks dyreste hus i Bagsværd, blev i sidste uge erklæret personligt konkurs ved Skifteretten i Helsingør.

Men konkursdekretet, der tirsdag optræder i Statstidende, afspejler ikke virkeligheden.

»Det er en fejl. Jeg havde overset en indkaldelse til et møde i Skifteretten, og derfor blev jeg erklæret konkurs. I fredags betalte jeg den regning, der førte til konkursen, og dermed er konkursen afværget,« siger han.

Skifteretten i Helsingør bekræfter, at konkursdekretet mod Peter Norvig er blevet tilbagekaldt.

Den personlige konkurs og den efterfølgende afværgelse er dog ikke den eneste nyhed om Peter Norvig den seneste tid. Hans mangeårige Nybolig-interessentskab med konen Hanne Nørrisgaard ophørte den 21. april. Samme dag blev hans møbelselskab LovingRooms A/S sendt til tvangsopløsning af Erhvervsstyrelsen.

»Interessentskabet er ophørt, fordi det selskab ikke har været aktivt i lang tid. LovingRooms er kommet under tvangsopløsning, fordi jeg ikke afleverede regnskab til tiden. Der kom lige noget i vejen, som hedder coronakrisen. Men nu er regnskabet afleveret, og selskabet kan slippe ud af tvangsopløsningen,« siger Peter Norvig, der engang var bestyrelsesformand i FCK-ejeren Parken Sport & Entertainment.

Endelig er Peter Norvig i slutningen af marts indtrådt som direktør i ejendomsmæglerfirmaet Living Homes. Et selskab, der ved samme lejlighed skiftede navn til Selskabet af 1. januar 2019 ApS.

»Det er korrekt, at selskabet bag Living Homes har skiftet navn. Men selve virksomheden hedder stadig Living Homes udadtil,« siger Peter Norvig.

Hvorfor er du for nylig blevet direktør?

»Sådan er det jo i en virksomhed. Der kan man arbejde sig op ad,« siger han.

Tilbage i 2018 blev Peter Norvig fratraget retten til at agere ejendomsmægler i et år, fordi han og Living Homes var for langsomme til at tilbagebetale et depositum for en bolighandel, der gik i vasken.

I frakendelsesperioden på et år fortsatte Peter Norvig med at bruge titlen som ejendomsmægler, og der fortsatte med at være problemer med at tilbagebetale kunders depositum. Det fremgik i 2019 af en kendelse fra Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere.

Det førte til en bøde på 275.000 kr. til Living Homes.

Det var langt fra første gang, at Living Homes blev straffet af Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere. I otte sager havde mæglerfirmaet fået bøder for sammenlagt 1 mio. kr., skrev Ekstra Bladet i 2019.

BRANCHENYT
Læs også