Erhverv

B&O advarer om »alvorlig situation« - har brug for 400 mio. kr.

Selskabet vil på en ekstraordinær generalforsamling have aktionærernes tilladelse til at rejse 400 mio. kr.

B&O's formand Ole Andersen. Foto: Stine Bidstrup.

Bang & Olufsen er så presset af coronakrisen, at selskabet har brug for friske penge for at kunne nå ud på den anden side. Derfor har bestyrelsen indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, hvor aktionærerne skal godkende, at selskabet henter 400 mio. kr. via en garanteret emission på aktiemarkedet.

Det oplyser Bang & Olufsen i en fondsbørsmeddelelse.

»Bang & Olufsen er i en alvorlig situation, hvor vi er nødt til at skaffe ny kapital for at komme igennem den globale Covid-119-krise. Som andre forbrugerbrands er vi påvirket af de nedlukninger, der er indført i de fleste lande verden over, og det står klart, at krisens varighed og omfang vil fortsætte med at påvirke salget på flere markeder,« udtaler Ole Andersen, bestyrelsesformand i Bang & Olufsen i meddelelsen.

Bang & Olufsen har været i krise i en længere periode. Inden den nye coronavirus spredte sig ud til alle dele af kloden, og diverse nedlukningerne kastede økonomierne ud i en dyb krise, havde Bang & Olufsen sat gang i en ny strategiplan for at rette op på udviklingen.

Planen indeholdt bl.a. en målsætning om besparelser for 175 mio. kr.

»Covid-19 rammer os på det værst tænkelige tidspunkt, da vi netop havde lanceret vores nye strategiplan og var begyndt at se effekterne af de mange initiativer, som vi har eksekveret på de seneste seks måneder for at forbedre vores finansielle performance. Denne positive udvikling er blevet stoppet af denne ekstraordinære situation, og derfor er der behov for at rejse yderligere kapital for at styrke kapitalgrundlaget,« lyder det videre fra Ole Andersen.

For at kunne hente de 400 mio. kr. skal to tredjedele af de repræsenterede stemmer på den ekstraordinære generalforsamling, der vil finde sted den 3. juni, stemme for.

»Vi har allerede sikret opbakning fra en række institutionelle investorer, inklusive vores tre største danske aktionærer ATP, Chr. Augustinus Fabrikker og Færchfonden. Desuden har bestyrelsen og direktionen besluttet selv at investere og midlertidigt at reducere deres løn og honorar med 20 pct.. Derudover har vi også brug for støtte fra de resterende omkring 24.000 aktionærer, og jeg opfordrer derfor kraftigt alle Bang & Olufsens aktionærer til at stemme for bestyrelsens forslag,« lyder det fra Ole Andersen.

Bang & Olufsen offentliggør sit årsregnskab for den forskudte periode 2019/2020 den 7. juli. Her venter selskabet, at omsætningen vil falde med 20-29 pct., at EBIT-marginen før særlige poster vil være i intervallet minus 10 til minus 15 pct. Endelig ventes de frie pengestrømme at lande i niveauet minus 200-350 mio. kr.

Foreløbigt venter Bang & Olufsen, at omsætningen i regnskabsåret 2020/2021 vil ende på ca. 2,2 mia. kr., at EBIT-marginen før særlige poster vil lyde på minus 100 mio. kr., og at de frie pengestrømme vil ende på minus 200 mio. kr.

»En foreløbig indikation af forventningerne til det kommende regnskabsår er pr. definition følsom over for et stort antal antagelser. Dette er endnu mere tilfældet for regnskabsåret 2020/21 på grund af den øgede usikkerhed og manglen på gennemsigtighed som følge af COVID-19,« skriver Bang & Olufsen i meddelelsen.

BRANCHENYT
Læs også