Vestas får ordre på 1140 MW
MHI Vestas Offshore Wind har modtaget en 1.140 MW-ordre til et offshore-projekt i Storbritannien.
MHI Vestas har nu sikret sig en fast ordre på 1140 megawatt (MW) til havvind-projektet Seagreen i Storbritannien.
Det oplyser Vestas til fondsbørsen mandag.
Ordren, som ikke vil indgå i Vestas' egen ordrebeholdning, består af 114 styk V164-10 MW-turbiner.
For knap to uger siden kom det frem, at beslutningen om at opføre Seagreen, hvortil MHI Vestas allerede havde indgået en betinget leveringssaftale, var blevet endeligt truffet, da franske Total købte sig ind i projektet med en ejerandel på 51 pct.
MHI Vestas er et joint venture-selskab mellem Vestas og japanske Mitsubishi.
Ritzau