Erhverv

Øldirektør snød for millioner - nu er han gået konkurs

Den nu fængslede øldirektør orkestrerede et systematisk svindelnummer, som snød statskassen for afgifter og moms.

Det var et led i et systematisk svindelnummer, da vognmand kørte over Storebæltsbroen med øl og vand. Foto: Thomas Borberg/Arkivfoto

Direktøren i ølvirksomheden Humleekspressen, Jan R. Kleemann, blev tidligere på året idømt fængsel i 3,5 år og en bøde på 44 mio. kr. for omfattende fusk med afgifter og moms.

Nu er ølfirmaet og Jan R. Kleemans personlige holdingselskab gået konkurs. Det viser en registrering i Statstidende.

Den nu fængslede øldirektør var på papiret ellers god for millioner af kroner, men en del af formuen var altså skabt på at snyde statskassen.

Svindlen skete i forbindelse med, at Humleekspressen ApS i Glostrup solgte varer uden moms for mere end 100 mio. kr. til et tysk firma. Derefter refunderede Skat øl- og sodavandsafgifter.

Men selve eksporten skete kun på papiret, ifølge Bagmandspolitiet. Varerne forlod aldrig dansk jord. Ganske vist kørte en vognmand, som også er idømt fængselsstraf i sagen, over Storebælt i sin lastbil for at kunne dokumentere ture over broen, men han kom aldrig videre.

Svindlen stod på fra 2011-2014.

Udover en fængselsstraf samt tillægsbøde på 44 mio. kr. fik Jan R. Kleemann konfiskeret 425.000 kr. fra salget af en Mercedes samt i alt næsten 500.000 kr. i kontanter og fra en konto.

Jan R. Kleemann ejede to selskaber gennem sit holdingselskab, Humleekspressen ApS og EU Catering Invest ApS. Begge er taget under konkursbehandling, og det samme er holdingselskabet.

BRANCHENYT
Læs også