Elbiler kører uden om coronakrisen
Salget af elbiler i juni og første halvår af 2020 er med henholdsvis 830 biler og 3.715 biler pænt. Tesla Model 3 ligger i massiv front fulgt af VW e-Golf, mens nyheder som MG ZS EV og Honda e har sat præg på junisalget.
Danskerne har for alvor fået smag for elbiler. Det viser salgstallene for både juni og i særdeleshed første halvår af 2020.
Her blev der sat nummerplader på henholdsvis 830 og 3.715 rent elektriske biler, det er 19,1 pct. og 43,5 pct. mere end samme periode i fjor. Så mens salget af de konventionelle biler har været hårdt ramt af coronakrisen, er salget af elbiler ikke på samme måde gået ned i kadance.
Der er en helt naturlig forklaring, lyder det fra Martin Messer Thomsen, der er talsmand for elbilforeningen FDEL.
»Efterspørgslen på elbiler er større end udbuddet, og der er ventelister. Så bilproducenterne har kunnet sælge alt det, som de har kunnet få hjem,« siger Martin Messer Thomsen.
Her er også tale om forholdsvis små antal, hvor mange har været bestilt lang tid i forvejen. 2020 er samtidig året, hvor en række producenter lancerer nye modeller. Så alene biler til forhandlere og de mest dedikerede kunder trækker hurtigt op. Især set i lyset af, at der er uklarhed med hensyn til, hvad der sker med afgiften på de billigste elbiler under 400.000 kr., som indtil videre er fritaget frem til årsskiftet.
Vil fastholde afgifter
Mads Rørvig, der er adm. direktør for De Danske Bilimportører, ser da også positive takter. Men han efterlyser politisk klarhed om afgifterne.
»Elbilerne har klaret sig fint igennem krisens værste måneder, og salget for juni måned giver forhåbninger om, at vi snart vender tilbage til den gode udvikling, vi oplevede i første kvartal af 2020. Med fremskyndelsen af endnu flere offentlige midler til ladeinfrastruktur bliver det kun lettere at være elbilejer, og vi håber derfor, at endnu flere vil hoppe med på den grønne vogn.«
»Politikerne kan være med til at sætte skub i den grønne udvikling ved at fastfryse afgiftsniveauet på elbiler, så afgifterne ikke stiger efter nytår. Her har vi behov for en afklaring,« siger Mads Rørvig.
Netop de mange nyheder og leverancer af biler, der kommer med en ketchupeffekt, betyder, at de biler, som figurerer og ligger højt på månedlige salgslister, skifter meget. Listen over salget i en længere periode, nemlig første halvår, tegner dog et klart billede af storsælgerne.
Mange nye elbiler på vej
Således ligger nyheder som MG ZS EV og Honda e pænt placeret med henholdsvis 22 og 18 biler i juni, hvor også den eksklusive Porsche Taycan har fået godt fat med 14 biler. Det er dog ikke til at komme uden om den storsælgende Tesla Model 3, der alene i juni er afsat i 376 eksemplarer, mens den aldrende VW e-Golf følger med 72 stk. I årets første seks måneder er der dog også allerede solgt 1.431 Tesla Model 3, mens e-Golf tegner sig for 555 stk. Her ligger etablerede modeller som Hyundai Kona Electric, Renault Zoe og Nissan Leaf også højt med 315 biler, 221 biler og 181 biler.
Det bliver interessant at følge salget det næste halve år, hvor der er en ny stime af elektriske modeller på vej. Det gælder bl.a. VW ID.3, Mazda MX30, Peugeot e-208 og e-2008, Opel Corsa-e og den kinesiske Maxus Euniq, der er en MPV med plads til syv. Det er en bil, som er produceret af den store kinesiske bilproducent SAIC, som også står bag MG ZS EV.
Lyt også til Jyllands-Postens bil-podcast ”Bilradio”.